Førstehold

Nørgaard undervurderer ikke Marienlyst

Esbjerg fB træder onsdag aften ind i Sydbank Pokalen, når Marienlyst fra Danmarksserien lægger kunstgræs til 3. runde. Cheftræner Claus Nørgaard forventer en sejr, men forsikrer, at EfB ikke kommer til at tage let på opgaven.

Onsdag aften kl. 18.00 fløjtes der op for 3. runde i Sydbank Pokalen, og modstanderen for Esbjerg fB er Odense-klubben Marienlyst, der til dagligt gør sig i Danmarksserien.
Cheftræner Claus Nørgaard glæder sig til kampen mod fynboerne, og målet er at indkassere en billet til næste runde.
– Sydbank Pokalen er en god turnering, og EfB har en flot historik med den, så derfor går vi selvfølgelig efter at komme så langt som muligt. Nu venter Marienlyst som den første modstander for os, og vores mål er naturligvis at komme videre til næste runde, uagtet at det ikke bliver nogen nem kamp.
– Vi skal ud og bygge videre på det momentum, vi fik skabt med den flotte sejr over Brøndby søndag, og så skal vi vise den forskel, der skal være mellem os og dem. Når det så er sagt, så skal man huske på, at det er pokal-fodbold, hvor alt kan ske, og vi skal være tilstede mentalt og klar fra start, for ellers kan det gå hen og blive en hård aften, siger han.
Kampen afvikles på kunstgræs ved Marienlystcentret, og det er EfB forberedte på.
– Vi så Marienlyst spille forleden, og det er et solidt og fint fodboldhold, der venter os på deres hjemmebane, så vi kommer til at stille et konkurrencedygtigt mandskab onsdag, som forhåbentligt kan spille os videre i turneringen, siger Claus Nørgaard.
Kamptruppen udtages tirsdag eftermiddag.
>> Køb din billet til kampen her

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo