Olsen før AB: Går efter avancement
Onsdag aften skal Esbjerg fB i aktion i Sydbank Pokalen, når traditionsklubben AB kl. 18.00 byder op til dans på Gladsaxe Stadion. Vinderen kan se frem til at møde AGF i kvartfinalen i marts 2020.
Esbjerg fB skal onsdag en tur øst på, når AB, der til dagligt gør sig i 2. division, venter i Sydbank Pokalen. Kampen fløjtes i gang kl. 18.00, og der er en plads i kvartfinalen mod AGF på højkant.
Cheftræner Lars Olsen har store tanker om pokal-turneringen, som EfB tre gange i historien har vundet, og han vil gøre alt for at gå videre i turneringen.
– Der er ingen tvivl om, at vi tager til Gladsaxe for at lave et godt resultat i form af avancement. Turneringen har høj prioritet for os, så vi glæder os til at spille kampen, men det kommer ikke af sig selv, siger han.
Søndag så han AB tabe hjemme med 2-3 til Middelfart, så det vil være et velforberedt EfB-mandskab, der løber på banen onsdag aften.
– AB er et hold, der gerne vil spille bolden rundt, og det gør de helt generelt ret godt. Jeg notererede mig dog nogle muligheder, som vi skal lukrere på og vise, vi kan håndtere og udnytte, siger Olsen.
Lars Olsen tager gerne favoritværdigheden på sig, men slår samtidig fast, at det kun med koncentration og kvalitet i spillet vil lykkes at gå videre.
– Selvfølgelig er vi favoritter til at være med i turneringen i det nye år, når man kigger på, hvilke rækker holdene spiller i. Det må dog ikke blive en sovepude for os, og vi tager opgaven meget alvorligt, og jeg forventer, at spillerne er fokuseret på opgaven. Vi ved jo med denne type kampe, at der ikke skal gå meget galt, før man ryger ud, hvis man ikke er der fra første fløjt, fortæller han.
Kamptruppen offentliggøres tirsdag eftermiddag.
>> Følg kampen live på Twitter fra kl. 18.00