Førstehold

Olsen før SIF: Kun sejre rykker i tabellen

Esbjerg fB spiller søndag kl. 14.00 på udebane mod Silkeborg IF i et opgør, hvor der står vigtige point på spil i jagten på at hægte sig fast til det brede midterfelt i 3F Superligaen. Cheftræner Lars Olsen ser med spænding frem til kampen, som han forudser bliver en meget tæt affære.

Når Esbjerg fB søndag kl. 14.00 løber ind på kunstgræsset til kampen mod Silkeborg IF, så skal man bare kigge på tabellen for at se vigtigheden af udfaldet. Hjemmeholdet er placeret på sidstepladsen i 3F Superligaen, mens EfB er placeret lige over tre point foran.
En EfB-sejr vil skabe kontakt til holdene ovenover i rækken, og det vil cheftræner Lars Olsen gør alt for at lykkes med.
– Alle kampe i Superligaen er vigtige, men det siger sig selv, at de opgør mod direkte konkurrenter i tabellen rummer et ekstra element. Ligesom Silkeborg er vi i en position, hvor det eneste der for alvor rykker i stillingen er sejre, så det er, hvad vi jagter søndag, fortæller han.
Uden at røbe for meget af gameplanen, så vil fokus i runde 17 være på at stå godt defensivt og være effektive fremme på banen.
– Vores organisation var langt hen ad vejen god mod Brøndby, og vi har arbejdet yderligere med dette aspekt på træningsbanen. Jeg synes, at vi har bygget på i den rigtige retning, og mod Silkeborg skal vi så vise, at vi kan føre det ud i livet. Det kræver, at vi er kloge i defensiven, og samtidig effektive når chancen byder sig i den anden ende, siger Lars Olsen.
Han betegner Silkeborg som et spændende hold, der gerne vil spille langs jorden.
– Vi kommer til at stå over for et relativt ungt mandskab, som vil frem ad banen med godt boldspil, når muligheden byder sig, og offensivt har de bevist sit værd, mens det har haltet mere i defensiven. Selvom holdet ikke har vundet mange kampe, så har de været med i de fleste, og det forventer jeg også, at de vil være søndag. Samtidig spiller Silkeborg på den kunstgræsbane, som de kender så godt, og det er absolut ingen ulempe for dem.
– Det bliver uden tvivl et tæt opgør, hvor intet er afgjort før, der bliver fløjtet af. Jeg forventer, at kampen vil leve helt ind til sidste minut, og forhåbentligt kan vi trække det længste strå og tage alle tre point med hjem til Esbjerg. Vi er klar til opgaven, og jeg kan mærke på spillerne, at de glæder sig, siger Lars Olsen.
Kamptruppen offentliggøres lørdag.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo