Førstehold

Patrick Harboe ny transitionstræner i EfB

Patrick Harboe er ny transitionstræner i Esbjerg fB, hvor han starter d. 1. marts. Harboe kommer til fra 3F Superliga-klubben OB, hvor han også var transitionstræner.

Esbjerg fB har ansat Patrick Harboe som ny transitionstræner, og han får en vigtig rolle i forhold til at hjælpe klubbens største talenter med overgangen fra EfB Akademi til førstehold.

28-årige Harboe starter i EfB d. 1. marts, og kommer fra en identisk stilling i OB, ligesom han havde opgaver omkring 3F Superliga-holdet. Han har været tilknyttet fynboerne siden januar 2019, og inden da trænet ungdomshold i Næsby B og svenske AFK Linköping. Patrick Harboe har A-licens.

Lars Vind, akademichef, glæder sig over tilgangen:

– Patrick Harboe er en meget dedikeret træner med en stor passion for fodbold. Vi er utroligt glade for at få Patrick med ombord her i EfB, og han bliver en vigtig medspiller fremadrettet i den udvikling, som EfB Akademi skal fortsætte.

– Patrick kommer med meget erfaring og indsigt fra et top-miljø i dansk fodbold, og i EfB skal han på træningsbanen give vores talenter konkrete råd i bestræbelserne på at blive bedre. Samtidig skal Patrick være med til at forstærke vores spillestil yderligere med en analytisk tilgang, som er et område, hvor han besidder stærke kompetencer.

Hovedpersonen glæder sig også til at starte i et nyt miljø, som han har hørt mange gode ting om.

– EfB er en stor klub med en ambitiøs tilgang om at være med blandt de bedste på både senior- og ungdomsniveau, og det tiltaler mig meget. Jeg har haft gode snakke med Lars Vind, og han har efterladt et rigtig godt indtryk af EfB Akademi og klubben som helhed, så det var ikke svært for mig at takke ja til jobbet.

– Jeg har set EfB spille mange gange, og måden hvorpå tingene bliver gjort, er spændende. Nu ser jeg frem til at blive en del af projektet sammen med de øvrige, dygtige trænere og være med til at sætte mit præg på dagligdagen i det gode ungdomssetup, så vi i fællesskab kan fortsætte traditionen med at udvikle fodboldspillere, der kan klare sig på højeste niveau, siger Patrick Harboe.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 10. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo