Kampreferat

Pointløs forårspremiere for EfB på Blue Water Arena

Mulighederne for point var tilstede for Esbjerg fB lørdag hjemme på Blue Water Arena mod Kolding IF, men manglende skarphed i de afgørende situationer gjorde, at gæsterne kunne tage alle tre point og en 1-0-sejr.

Esbjerg fB fik ikke den ønskede start på forårssæsonen lørdag eftermiddag, da holdet hjemme på Blue Water Arena måtte se sig besejret med 0-1 af Kolding IF. Gæsterne scorede opgørets enlige mål i første halvleg.

Allerede efter blot et par minutters spil fik EfB skabt den første mulighed, da Julius Beck tog et frispark hurtigt, og fandt Lucas From i målfeltet.

From afsluttede første gang, men bolden strøg lige akkurat udenom nærmeste opstander.

Gæsterne ville dog også spille med, og fik et par gange i kampens indledning etableret spil op at køre omkring EfB’s målfelt.

Særligt en gang var det tæt på at koste dyrt, da en indlægsbold pludselig var fri til en Kolding-spiller, der fik headet mod mål.

Heldigvis var præcisionen ikke med modstanderen, og bolden gik forbi.

Midtvejs i første halvleg lykkedes det derimod Kolding at bringe sig foran med 1-0.

EfB blev overspillet i venstre side af banen, hvorefter det gik stærkt.

En bold blev spillet fladt ind i feltet, hvor en modstander fik fat på den og kontrol nok til at score relativt sikkert.

For EfB kneb det med at få spillet til at fungere hensigtsmæssigt, og i perioden efter målet var der lige rigeligt med uprovokerede fejl.

Efter en god halv time var EfB dog meget tæt på at udligne til 1-1.

Tim Freriks skabte sig selv en god chance, da han pressede bolden fra en Kolding-forsvarer, og kom alene igennem med målmanden.

Angriberen afsluttede egentligt fint, men målmanden fik pareret bolden i spil igen, og her var Andreas Lausen først over den foran tomt mål.

I afslutningsøjeblikket kom en modstander imidlertid i vejen og fik blokeret.

Angrebet gav EfB momentum frem mod pausen, og Jacob Buus, der debuterede som højre back, kom kort efter igennem feltet efter en god dribletur, men hans afslutning tog den forkerte side af trekantssammenføjningen.

Mere skete der ikke i de første 45 minutter, og holdene kunne derfor gå til pause, inden anden halvleg skulle angribes.

EfB kom fint og angrebsivrigt ud, men Kolding-defensiven stod kompakt, så der blev ikke givet ved dørene.

Det var således vanskeligt for holdet at tilspille sig væsentlige chancer, hvilket fik cheftræner Lars “Lungi” Sørensen til at foretage ændringer.

Således blev Peter Bjur skiftet ind i offensiven efter en times tid i håbet om, at han med fornyet energi kunne bringe en ekstra dimension.

Også Tobias Stagaard kom på banen i stedet for Yacine Bourhane, der måtte lade sig udskifte ufrivilligt.

EfB fik som kampen skred frem sat større og større tryk på østjyderne, som lod sig skubbe tilbage i eget felt.

Kun sporadisk var Kolding gæster på EfB’s banehalvdel i denne periode, men med et kvarters tid igen, var det uhyre tæt på at blive 2-0 til udeholdet.

Daniel Gadegaard i målet kom dog flot ud af feltet, og fik reddet i den en-mod-en-situation, der pludselig opstod.

Patrick Tjørnelund og Jakob Ankersen blev herefter også sendt i aktion i jagten på den vigtige udligning.

Dog var det Kolding, der mod vejs ende fik skabt de største muligheder i takt med, at EfB satsede mere og mere offensivt.

I de døende sekunder skulle comeback-Ankersen dog få en stor chance for at score, men Kolding-målmanden hev en flot redning frem i feltet, da der blev afsluttet tæt under mål.

Yderligere skete der ikke, og EfB måtte derfor gå fra banen uden point i forårspremieren.

EfB spiller igen fredag, når holdet på udebane gæster HB Køge.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 9. marts - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo