Førstehold

Sent U19-nederlag mod Lyngby

Solen stod højt på himlen over kunstgræsbanen ved Guldager Idrætscenter til lørdagens opgør mod Lyngby. Esbjerg gik ind til kampen med fem sejre i de seneste fem kampe, men det blev ikke til seks på stribe, da gæsterne hen mod slutningen af kampen snuppede sejren. Mathias Holm og Simon Bækgård scorede vestjydernes to mål.

Hjemmeholdet fik en skidt start på kampen, hvor spillet slet ikke hang sammen. Det var da også gæsterne, som først kom til kampens største chance, da Mads Kikkenborg måtte ud af målet og presse Lyngby-spilleren til at sparke bolden forbi den ene opstander. Kort efter var Esbjerg-keeperen igen holdets redningsmand, da han viste flotte reflekser ved en dobbeltchance.
Herefter kom værterne meget bedre ind i kampen, hvor spillet så småt begyndte at flyde, mens gæsterne kun var farlige på omstillinger. EfB fik flyttet bolden godt rundt, hvor især spillet langs kanterne begyndte at flyde, men skarpheden i indlæggene manglede, og derfor udeblev de helt store scoringsmuligheder.
Midtvejs i første halvleg fik Simon Bækgård sendt et farligt langskud afsted, som dog blev reddet og puffet lige over overliggeren. På det efterfølgende hjørnespark var en kort hjørnesparkskombination lige ved at snyde Lyngby-forsvaret, hvor Rasmus Rejnhold var tæt på at kunne sætte bolden ind over stregen.
Det første mål kom efter 36 minutter, hvor EfB-defensiven forsøgte at cleare en løs bold på midten af egen banehalvdel, men der blev i stedet sparket hul i luften, og derefter kunne Lyngbys Jakob Jensen tage et par træk frem mod Esbjerg-målet, hvorefter han hamrede bolden ind via fjerneste målstolpe.
Kort før pausefløjtet fik vestjyderne dog udlignet, da Rasmus Rejnhold vandt en duel i feltet efter et tidlig indlæg fra højre. Bolden røg herefter ned for fødderne af Mathias Holm, som smaskede til læderet og sendte bolden ind med høj fart bag en chanceløs Lyngby-målmand til pausestillingen 1-1.
EfB kom bedst ud til anden halvleg, hvor holdet pressede hårdt på og kom frem til flere fine aktioner, der pressede gæsterne. Det gav også pote, og efter 54 minutter var det så Mads Larsen, som sendte en fremragende aflevering frem i højre side mod Mathias Holm, som orienterede sig inde fora mål og sendte bolden ind til en fri Simon Bækgård, som blot skulle sætte indersiden for at bringe sit hold på 2-1, hvilket han også gjorde.
Det lignede længe, at det skulle blive til en smal hjemmesejr, men Lyngby ville det anderledes hen mod kampens slutning. Først blev Jakob Jensen dobbelt målscorer, efter han blev sendt i en dybdebold, inden han sikkert prikkede den forbi Mads Kikkenborg.
Seks minutter senere blev Karim El Haddouchi så matchvinder, da han efter en omstilling kunne tage et par træk i feltet, hvorefter han kunne se sin flade afslutning gå ind ved venstre målstolpe til stillingen 2-3, som også blev kampens resultat.
–  Det er et skuffende nederlag, for vi plejer at være gode til at forsvare en føring hjem, men i dag mangler vi koncentration og kvalitet i vores defensiv, og det bliver vi straffet for. Vi starter også kampen skidt ud, men kommer flot igen og har flere chancer i begge halvlege for at score mål, men defensivt var det bare ikke godt nok, siger en tydeligt skuffet René Christiansen.


Resultat
EfB – Lyngby 2-3 (1-1)
Målscorere
36’ 0-1 Jakob Jensen
45’ 1-1 Mathias Holm
53’ 2-1 Simon Bækgård
80’ 2-2 Jakob Jensen
86’ 2-3 Karim El Haddouchi
Startopstilling
16. Mads Kikkenborg
3. Simon Bækgård
4. Thor Kristiansen
7. Mads Larsen
11. Mathias Holm
14. Tobias Stagaard
15. Denis Catovic
17. Mads Zaar
18. Patrick Tjørnelund
20. Mirza Husic
22. Rasmus Rejnhold

Indskiftninger
65’ David Easter (Mirza Husic)
72’ Emil Ankersen (Rasmus Rejnhold)
75’ Jeppe Paulsen (Denis Catovic)
Skrevet af: Martin Jørgensen

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo