Skæbnen hård mod EfB i den dybeste overtid
Esbjerg fB leverede en helhjertet holdindsats mod OB lørdag i sæsonpremieren i NordicBet Ligaen, men måtte alligevel gå fra banen uden point, da fynboerne scorede sejrsmålet til 2-1 i syv minutters overtid.
På trods af en fornem arbejdsindsats og god præstation af Esbjerg fB lørdag eftermiddag hjemme på Blue Water Arena lykkedes det ikke at få point mod OB, der i den dybeste overtid scorede til 2-1. Emil Holten scorede for EfB efter pausen.
Fynboerne pressede fra første minut spillet op på EfB’s banehalvdel, og formåede at etablere et mindre pres.
EfB ville dog også spille med, og efter fem minutters spil trykkede Nicklas Strunck af fra distancen, men OB-målmanden kom flot ned og fik reddet.
I det hele taget var det et udtryk for en livlig start på opgøret med to angrebslystne mandskaber.
Hos EfB var Lucas From, der fik sin officielle debut, livlig på højrekanten, hvor han i samarbejde med Jonas Mortensen forsøgte at bryde igennem.
Det var dog OB, der skulle vise sig skarpest først.
Efter 17 minutters spil blev det nemlig 1-0 til udeholdet, da en uheldig aktion fra Andreas Troelsen gav OB en helt fri scoringsmulighed.
Den ellers så stærke EfB-forsvarer tabte bolden i feltet til en aggressiv OB-angriber, der straks spillede på tværs til en holdkammerat, som efterfølgende sparkede bolden i nettet uden chance for Kasper Kristensen i EfB-målet.
Scoringen rystede kortvarigt EfB, der havde svært ved at etablere angreb og spille sig ud af det aggressive OB-pres.
Langsomt fik holdet dog spillet sig ind i kampen igen, og mod slutningen af første halvleg lykkedes det at fastholde bolden omkring OB-feltet i længere perioder.
Rigtig farligt blev det dog ikke, for de fynske gæster var gode til at afværge i feltet.
Der faldt derfor ikke yderligere mål i før pausen, og holdene kunne derfor gå i omklædningsrummene og tale om, hvordan de sidste 45 minutter skulle gribes an.
EfB kom godt ud til anden halvleg, og efter blot et par minutters spil lykkedes det da også Emil Holten at sende bolden i nettet, men anføreren var lige akkurat offside, hvorfor målet blev underkendt.
Efter en times spil var den dog god nok, da Holten blev spillet fri midt i feltet.
Strunck sendte en god hård bold ind, som Elias Sørensen sprang over og lod køre videre.
Det opfangede Holten, som alene igennem med OB-målmanden let kunne udligne til 1-1 stil stor jubel for hovedparten af de 6.349 fremmødte tilskuere.
I det 65. spilleminut valgte cheftræner Lars “Lungi” Sørensen at skifte fornyet energi på banen, da Mikail Maden og endnu en debutant i form af Benjamin Hvidt blev sendt i aktion.
De faldt begge godt ind på holdet og i spillet.
Udligningsmålet havde givet EfB selvtillid og et overtag med godt spil på OB’s banehalvldel.
Udeholdet stod dog godt fast i duellerne, og tillod ikke ret meget imod.
Da der manglede et kvarter af opgøret, fik OB atter overtaget en kort overgang, og EfB skulle forsvare sig i længere perioder.
Tim Freriks fik fem minutter før tid også sin debut, og den hollandske angriber skulle blot bruge få sekunder på banen, før han fik afsluttet et fint angreb.
Desværre gik skuddet fra feltkanten lige akkurat over fjerneste hjørne, selvom der var fin kvalitet bag.
Det lignede derfor en pointdeling, men i syv minutters overtid gjorde OB det onde ved EfB.
Et fynsk hjørnespark blev sendt i feltet, og ved bagerste stolpe dukkede en modstander op.
Han fik tid og plads til at heade bolden i nettet, og det blev kampens omtrent sidste aktion.
EfB tabte derfor premieren noget ufortjent med 1-2.