Førstehold

Spændt Olsen før AaB: Vi glæder os

Esbjerg fB genstarter 3F Superligaen på søndag kl. 18.00 mod AaB på Blue Water Arena efter en længere pause grundet Covid-19-pandemien. Cheftræner Lars Olsen ser frem til at spille om point igen, og glæder sig til opgøret, selvom omgivelserne er anderledes end vanligt.

Når Esbjerg fB søndag aften kl. 18.00 løber på banen på Blue Water Arena til den vigtige 3F Superliga-kamp mod AaB, så bliver det for tomme tribuner som følge af Covid-19-pandemien i Danmark og efter en lang pause på knap tre måneder siden seneste kamp.
Cheftræner Lars Olsen er glad for, at Superligaen nu genoptages, så placeringerne bliver afgjort efter sportslige præstationer.
– Det har været en lang pause, hvor vi i store perioder ikke har anet, hvordan det ville ende. Heldigvis er der blevet arbejdet godt i kulisserne med nogle overordnede retningslinjer, som gør det forsvarligt at spille fodbold, og det betyder, at vi nu kan få turneringen gjort færdig på sportslig og retfærdig vis, og det er noget, vi glæder os over, fortæller han.
Han mærker en stor spillelyst i truppen, som virkelig ser frem til at komme på græs og spille betydningsfulde kampe.
– Vi glæder os alle til at spille om point igen, og ser derfor meget frem mod søndag. Der er god tænding på træningerne, så vi føler os klar til de forestående opgaver, som er utroligt vigtige for os, siger Lars Olsen.
Fredag i sidste uge mødte EfB FC Fredericia i en træningskamp, og der var både gode og dårlige ting at tage med fra den kamp ifølge Lars Olsen.
– Kampen mod Fredericia var vigtig i forhold til at få prøvet af, hvordan det er at afvikle en Superliga-kamp under de anderledes forhold med improviserede omklædningsfaciliteter, tomme tribuner og den slags. Sportsligt kunne det bestemt have været bedre, og indsatsen viste, at meget skal forbedres til nu, hvor det virkelig gælder, fortæller han.
Han fokuserer derfor på, at der har været højt niveau og tempo til træningerne efterfølgende.
– Træningsugen har været god, og der er stor konkurrence om pladserne, idet alle på nær Mathias Kristensen er klar, og byder sig godt til, hvilket sikrer høj intensitet. Som træner er det naturligvis også rart at have flere muligheder at vælge imellem, så vi står godt rustet til de kommende opgaver, siger Lars Olsen, og tilføjer om søndagens modstander:
– AaB har et godt hold med mange dynamiske spillere, så der venter hård modstand. Hvor vi kæmper i bunden af Superligaen, så kæmper de for at ende blandt de seks øverste, så der står meget på spil for begge mandskaber. Før pausen var AaB inde i en god stime, så vi skal være klar fra start for at bryde deres rytme, og det tror jeg på, vi er.
Kamptruppen udtages efter lørdagens afsluttende træning.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo