Kampreferat

Stolpe ud for EfB langt væk hjemmefra

Esbjerg fB tabte fredag med 1-2 på udebane til Nykøbing FC, der scorede sejrsmålet på straffespark to minutter før tid. EfB måtte fire gange se bolden ramme overliggeren.

Det lykkedes ikke Esbjerg fB at tage point fredag aften, da holdet ude mødte Nykøbing FC, der vandt med 2-1. Andreas Lausen scorede et flot mål for EfB, men det rakte ikke i en kamp, hvor holdet måtte se overliggeren tage fra fire gange.

Kampen åbnede med masser af spil midt på banen til begge mandskaber uden, at der dog faldt større muligheder.

Alligevel fandt bolden vej til nettet efter blot seks minutter, da Nykøbing på flotteste vis hamrede sig foran med 1-0 på et langskud.

Lukas Jonsson i EfB-målet var ude i fuld længde, men kunne lige akkurat ikke forhindre, at bolden strøg helt op i målhjørnet.

Andreas Lausen ville dog ikke stå tilbage, for blot to minutter senere scorede han et ligeså flot mål.

Fra feltkanten tog han sagen i egen hånd, og sendte bolden over i modsatte målhjørne til 1-1.

Herefter satte EfB sig tungt på spillet, og fik presset værterne langt tilbage på egen banehalvdel.

EfB fik masser af tid og plads til kombinere rundt omkring Nykøbing-feltet, men de oplagte målchancer udeblev via åbent spil.

Farligst var EfB, når der fra distancen blev skudt på mål.

Hjemmeholdets målmand havde vanskeligt ved at tøjle boldene, når de blev sendt afsted med god fart, men han fik effektiv hjælp af sine forsvarsspillere.

Efter en god halv times tid var Bardhec Bytyqi tæt på at gøre det til 2-1 til EfB, da han pandede en bold mod mål.

Uheldigvis for angriberen tog overliggeren fra.

Kort efter måtte angrebskollega Elias Andersen, der fik sin første kamp fra start for EfB, også se bolden prelle af på overliggeren efter en fin soloaktion.

Og for at det ikke skulle være løgn måtte også Nicklas Strunck se sit yderst kompetente spark fra 13-14 meter tage tværstangen.

Der blev ikke scoret yderligere inden pausen.

EfB foretog ingen ændringer forud for anden halvlegs start, og fortsatte det boldbesiddende spil fra det 46. spilleminut.

Nykøbing forsøgte at slå til på omstillinger, hvilket kastede en stor mulighed af sig midt for mål.

Men Jonsson kom flot ud og fik pareret bolden ud over baglinjen.

Efter en lille times spil foretog cheftræner Lars “Lungi” Sørensen den første ændring, da Steven Simpson blev sendt i ilden.

Han var straks involveret i en situation og medvirkende til, at Jonas Mortensen i et angreb fik plads på kanten til at gå med frem og afslutte i fri position i feltet.

Backens afslutning manglede dog præcision, og gik lige på Nykøbing-målmanden.

Fra bænken blev der foretaget yderligere en ændring, da Marcus Hansen kom ind.

Han udmærkede sig hurtigt med et godt træk ind i banen og et skud mod mål.

Men han måtte, ligesom tre af sine holdkammerater i første halvleg, se afslutningen tage overliggeren.

Nykøbing viste momentvis også tænder, og et par gange var heldet med EfB.

Blandt andet på en afrettet afslutning, hvor Jonsson var prisgivet, men dog kunne se bolden gå forbi stolpen.

Mod kampens slutning forsøgte EfB med mere direkte spil at fremtvinge 2-1-scoringen.

Det gik dog ikke som planlagt for to minutter før tid fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark efter situation i feltet, hvor en mistimet tackling gjorde udslaget.

Selvom Jonsson gik til den rigtige side på sparket, kunne han ikke forhindre bolden i at blive sendt i nettet.

Herfra blev der forbrilsk søgt en udligning, og Oscar Obel-Hall kom på bann.

I kampens overtid fik Hansen en alletiders mulighed for at udligne, da han umarkeret steg til vejrs i feltet, og fik dirigeret bolden afsted, men symptomatisk for aftenen gik forsøget forbi.

EfB tabte dermed med 1-2 i Nykøbing Falster.

Næste kamp er på hjemmebane søndag d. 12. maj kl. 14.00 mod FC Roskilde.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo