Førstehold

Tandløs præstation i Helsingør

Det lykkedes ikke Esbjerg fB at få point torsdag i NordicBet Ligaen, idet FC Helsingør hjemme på eget kunstgræs sejrede med 3-0.

Esbjerg fB måtte torsdag aften se sig besejret på udebane i NordicBet Ligaen, da holdet tabte med 0-3 til FC Helsingør. Der var stor forskel på de to mandskabers offensive niveau gennem hele kampen, og derfor kunne der ikke sættes en finger på nederlaget.

Hjemmeholdet åbnede kampen bedst, og inden for de første minutter var EfB-defensiven blevet truet flere gange på egen banehalvdel af de hurtige og letbenede nordsjællændere.

Starten blev ikke bedre af, at Seid Korac efter syv minutters spil måtte udgå med en skade efter en situation, hvor han forsøgte at rette op på et mislykket angreb og måtte ty til en tackling foran eget felt.

Sekunder efter indskiftningen var dyrebare for EfB, der måtte indkassere en scoring.

Bolden blev sendt afsted mod mål fra 25 meter, og Jeppe Højbjerg blev tvunget til at sende den retur ud i feltet blandt venner og fjender.

Her var en Helsingør-angriber først på den, og med et aftræk fra kort hold og via overliggeren blev det 1-0 til værterne.

EfB kom bedre med efter chokstarten, og formåede at presse Helsingør ned på egen banehalvdel.

De åbne målchancer lykkedes det dog ikke at skabe, og dem der var i den første halve time stod hjemmeholdet for.

Således var det efter 26 minutter tæt på at blive 2-0, da et skud fra feltkanten blev sendt afsted mod fjerneste målhjørne, men heldigvis for EfB’erne gik forsøget lige forbi.

Den resterende del af første halvleg bidrog ikke yderligere til underholdningen, idet størstedelen af spillet foregik med dueller midt på banen.

Cheftræner Roland Vrabec benyttede pausen til at foretage to indskiftninger i form af Lasha Parunhasvili og Leonel Montano i forsøget på at vende kampbilledet på hovedet fra anden halvlegs start.

Ændringerne gav en umiddelbar effekt i positiv retning, men den spillemæssige fremgang led et hårdt knæk 12 minutter inde.

EfB måtte nemlig indkassere endnu et mål efter en grov opspilsfejl på egen banehalvdel.

17-årige Malthe Kristensen, der var med fra start for første gang, mistimede sin aflevering til Nicklas Strunck, hvilket en Helsingør-spiller udnyttede til sætte kurs mod målet.

Bolden blev efter en duel sendt tværs igennem feltet, hvor en modstander resolut hamrede den i nettet via stolpen.

Nu var EfB for alvor tvunget frem på banen, men trods ihærdige tilnærmelser mod Helsingør-målet blev der ikke kreeret store nok chancer til en reducering.

I stedet for 1-2 blev det således 3-0 til hjemmeholdet omtrent et kvarter før tid.

Helsingør formåede nemlig at sende et hjørnespark direkte i mål i en situation, hvor EfB-defensiven ikke var konsekvente nok og lod bolden passere fra banens yderste punkt og i nettet.

Hvis ikke al spænding om slutresultatet i forvejen var væk, så forduftede den sidste med målet, og det var nu klart, at EfB ikke ville få point med hjem fra Helsingør.

EfB’s næste kamp er på Blue Water Arena lørdag d. 23. oktober kl. 14.00 mod FC Fredericia.

>> Køb billet til næste kamp


Resultat:
FC Helsingør – Esbjerg fB 3-0 (1-0)

Målscorere:
8′ 1-0 Sebastian Czajkowski
58′ 2-0 Sebastian Czajkowski
74′ 3-0 Daniel Nourouzi

Startopstilling:
16 Jeppe Højbjerg
57 Malthe Kristensen
4 VIktor Tranberg
30 Con Ouzounidis
12 Seid Korac
37 Charlie Winfield
40 Matthew Wolfe
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
39 Steven Simpson
7 Elias Sørensen

Indskiftninger:
7′ Isak Olafsson (Seid Korac)
46′ Lasha Parunashvili (Matthew Wolfe)
46′ Leonel Montano (Steven Simpson)
71′ Bendix Bennetzen (Viktor Tranberg)
71′ Patrick Schmidt (Elias Sørensen)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo