Kampreferat

To vidt forskellige halvlege for EfB i Haderslev

Esbjerg fB testede fredag den tidlige form, da det i Haderslev mod Sønderjyske blev til et 2-4-nederlag i en kamp, hvor der blev foretaget 11 ændringer i pausen. Det gav samtidig to forskellige halvlege.

Der var minutter til 22 Esbjerg fB-spillere fredag eftermiddag på Haderslev Atletikstadion, da holdet tørnede sammen med Sønderjyske. Mathias Jørgensen og Elias Sørensen scorede for EfB efter pausen i kampen, der blev tabt med 2-4.

Kampen åbnede i et højt tempo med masser af angrebslystent fodbold fra begge mandskaber.

EfB fandt sig umiddelbart hurtigst til rette på det fine græstæppe, og fik inden for de første minutter etableret et par fine angreb.

Offensiven anført af Emil Holten fremme søgte hele tiden ned i banen for give plads til holdkammeraterne og gøre EfB’s spil hurtigt.

Sønderjyderne bed dog også fra sig i perioder, når det lykkedes at komme forbi EfB-midtbanen.

Efter godt et kvarters spil måtte Daniel Gadegaard således hive en god redning frem på et lusket langskud, men målmanden parerede sikkert bolden ud i banen.

Han skulle også i de kommende minutter redde kastanjerne ud af ilden, da Sønderjyske kom længere og længere frem og til afslutninger, men der var ingen slinger i valsen fra EfB’s sidste skanse.

I det hele taget vendte kampbilledet, og værterne fik etableret mere spil på EfB’s banehalvdel.

Det resulterede i en sønderjysk scoring efter 28 spilleminutter, da en modstander blev sendt fri midt i feltet, og med en sikker indersideafslutning scorede uden chance for Gadegaard.

Blot to minutter senere blev det også 2-0 til Sønderjyske, da EfB tillod et skud imod i feltet.

Gadegaard kunne kun halvklare, og en modstander var hurtigt over returen, og fik skovlet bolden i mål.

Det skulle også blive 3-0 til Sønderjyske inden pausen.

Sønderjyske var atter giftige på en omstilling og dygtige til at vende spillet, hvilket gav en situation, hvor EfB i højre side af banen blev fanget på mellemhånd og efterlod tid og plads til, at en bold kunne blive lobbet ind fra 15 meter.

Selvom der stod Sønderjyske på det meste, så var EfB ved nytilkomne Andreas Lausen tæt på at reducere til 1-3 kort inden pausen.

Midtbanespilleren tog sig af et frispark på feltkanten, og sendte et skud direkte mod mål, men stolpen kom i vejen og tog fra.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen havde på forhånd bebudet 11 ændringer til anden halvleg, så det var et helt nyt EfB-mandskab, der krydsede linjen til de sidste 45 minutter.

EfB kom fint fra land, og fik hurtigt presset Sønderjyske tilbage i banen.

Oscar Obel-Hall var tæt på kort inde i anden halvleg, da han prøvede at opsnappe bolden fra Sønderjyske-målmanden, men i sidste øjeblik blev der clearet.

Trioen med Nicklas Strunck, Mads Larsen og Mathias Jørgensen arbejdede fint sammen, og fandt ind i gode kombinationer.

Det bragte blandt andet Larsen i en situation, hvor han fra baglinjen kom til indlæg, men Leonel Montano modsat, der kom blæsende ind i bolden, sparkede langt over.

Anderledes kyniske var Sønderjyske efter knap en times spil, da det blev 4-0.

EfB efterlod alt for meget plads centralt foran feltet, hvilket efterlod en motorvej for en Sønderjyske-spiller, der kunne drible ind og score sikkert over Lukas Jonsson.

Med et lille kvarter igen lykkedes det EfB at få valuta for anstrengelserne, da Jørgensen reducerede til 1-4.

Målet kom efter en situation, hvor Obel-Hall helt fremme agerede spydspids og vandt sin direkte duel mod en modstander.

Han fik headet bolden videre, hvilket Jørgensen udnyttede til at skabe sig selv en god mulighed.

Alene med målmanden fik han over to omgange sendt bolden ind over stregen.

En håndfuld minutter senere scorede EfB atter, og igen var Jørgensen indblandet, da han med en god bold spillede Steven Simpson fri på kanten.

Hurtige Simpson gik mod baglinjen, og fik sendt en fremragende bold over bagerst i feltet, hvor Elias Sørensen med et veltimet hovedstød fik reduceret til 2-4.

Kort før tid blev forsvarsspiller Foster Gyamfi sendt i bad med et direkte rødt kort, da ghaneseren foretog en ulovlig forseelse på en Sønderjyske-spiller på feltkanten.

Efter godt 90 minutter fløjtede dommeren kampen af, og 22 EfB-spillere fik dermed hver især næsten 45 minutter i benene i opstartsperiodens første træningskamp.


Resultat:
Sønderjyske – Esbjerg fB 4-2 (3-0)

Målscorere:
28’ 1-0 Emil Frederiksen
30’ 2-0
34’ 3-0 Søren Andreasen
56’ 4-0 Søren Andreasen
76’ 4-1 Mathias Jørgensen
82’ 4-2 Elias Sørensen

Udvisning:
89′ Foster Gyamfi

Startopstilling:
16 Daniel Gadegaard
3 Oliver Svendsen
25 Malthe Kristensen
15 Tobias Stagaard
5 Andreas Troelsen
20 Yacine Bourhane
12 Andreas Lausen
7 Bardhec Bytyqi
39 Mikkel Blåholm
18 Marcus Hansen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
46′ Lukas Jonsson (Daniel Gadegaard)
46′ Steven Simpson (Oliver Svendsen)
46′ Isak Olafsson (Malthe Kristensen)
46′ Foster Gyamfi (Tobias Stagaard)
46′ Leonel Montano (Andreas Troelsen)
46′ Tobias Bjørnebye (Yacine Bourhane)
46′ Mads Larsen (Andreas Lausen)
46′ Nicklas Strunck (Bardhec Bytyqi)
46′ Mathias Jørgensen (Mikkel Blåholm)
46′ Elias Sørensen (Marcus Hansen)
46′ Oscar Obel-Hall (Emil Holten)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo