Kampreferat

Trods god præstation får EfB ingen point i Horsens

Esbjerg fB leverede langt hen ad vejen en godkendt arbejdsindsats på udebane mod AC Horsens fredag, men på trods af en 2-1-føring undervejs tabte holdet med 2-3.

Det lykkedes ikke Esbjerg fB at tage point fredag eftermiddag på udebane mod AC Horsens, idet holdet tabte med 2-3, selvom der kampen igennem blev leveret en helhjertet arbejdsindsats. Tim Freriks bragte EfB foran med 2-1 i første halvleg.

Kampen begyndte i et højt tempo, hvor begge hold angreb lystigt fra første fløjt.

EfB gik således med det samme højt på Horsens, der hurtigt blev skubbet ned i eget felt.

Hjemmeholdet lykkedes med også at komme frem, og efter et par minutters spil fik en modstander lov til at drible sig igennem EfB-feltet.

Defensiven med Johan Meyer var dog på plads, og fik afværget og samtidig igangsat en omstilling den anden vej.

Bolden endte hos Jakob Ankersen, der viste sublim teknik og fik pillet den ned, inden han spillede Lucas From fri i modsatte side.

From tog et par træk, inden han spillede Tim Freriks fri i en god situation.

Hollænderen tog bolden med i sit løb mod mål, men måtte se sin afslutning gå over mål.

Selvom EfB fik en spillemæssig god start, var det Horsens, der først kunne juble.

For efter 13 minutters spil fik værterne et hjørnespark, som effektivt blev eksekveret i det forreste område.

Således fik en modstander tid og plads til at dirigere bolden i nettet uden chance for målmand Kasper Kristensen.

EfB lod sig ikke slå ud af umiddelbar modvind, og svarede flot tilbage blot to minutter senere.

Her lykkedes det nemlig at udligne til 1-1 efter, at en bold i feltet fik lov at tage overliggeren og dykke ned mod mål.

Freriks var på plads på stregen til at sende den det sidste stykke ind, men en Horsens-forsvarer kom ham i forkøbet, og fik scoret selvmål.

Efter den livlige start fandt kampen et mere naturligt leje, hvor de to holds defensiver fik lukket bedre af.

Men det til trods viste EfB fine takter offensivt, hvor holdet ikke holdt sig tilbage.

Efter 36 minutters spil viste Julius Beck masser af gåpåmod foran Horsens-feltet, hvor han kom forbi sin direkte modstander og ind i feltet.

Her blev midtbanespilleren ulovligt nedlagt, og kampens dommer pegede straks på straffesparkspletten.

Herfra eksekverede Freriks usvigeligt sikkert, og EfB kunne dermed glæde sig over at være fortjent foran med 2-1.

Horsens forsøgte sig herefter med et mindre pres, og det kastede en stor chance af sig, men bolden, der blev sendt mod mål i feltet, gik forbi fjerneste opstander.

Mod slutningen af første halvleg fik Horsens udlignet i en situation, hvor en dyb bold ned bag EfB-bagkæden efterlod plads til en modstander til at gå forbi Kristensen, der kom ud af målet, men blot kunne se til, at den blev sendt i nettet til 2-2.

Cheftræner Lars “Lungi” Sørensen foretog i pausen en enkelt ændring, da Mikail Maden erstattede Andreas Lausen centralt på midten.

Han faldt fint ind på EfB-holdet, der fortsatte mange af de gode takter fra de første 45 minutter.

Det lykkedes nemlig EfB i længere perioder at fastholde bolden på Horsens’ banehalvdel uden, at de helt store målchancer opstod.

Efter 68 minutters spil blev Lasse Vigen også sendt i aktion, da han afløste Beck, der havde kæmpet hårdt.

Hjemmeholdet begyndte så småt i den efterfølgende periode at vise tænder offensivt, og med et lille kvarter igen gav det også pote i en situation, der ikke burde være blevet farlig.

En lang bold blev hamret op langs sidelinjen, og to EfB’ere søgte at er+obre bolden fra Horsens-spilleren, der dog vandt den duel og fik skabt sig plads til at gå forbi.

Da han ramte feltet, blev bolden sendt på tværs ind foran, hvor en modstander kunne løbe lige ind i den og dirigere 3-2-føringen i hus.

EfB forsøgte at jagte en udligning mod slutningen af kampen, og Vigen fik sendt en god afslutning afsted fra feltkanten kort før tid, men Horsens-målmanden var på plads.

Tættere på kom EfB ikke, og holdet måtte derfor forlade banen uden point.

EfB spiller igen allerede tirsdag, når FC Fredericia gæster Blue Water Arena, og billetsalget til opgøret er åbent.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 11. juli - kl. 12.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo