U17-holdet tabte til FCK trods god indsats
Esbjerg fB’s U17-hold fik ikke point med retur til Esbjerg, da F.C. København, der topper ligaen, var for stor en mundfuld. Phun Mang og Lasse Lauridsens to sene mål var således ikke nok, da EfB tabte 2-3.
U17-holdet fra EfB Akademi slog lørdag vejen forbi P. Bangsvej i København, hvor ligaens nummer et, F.C. København, tog imod. Trods perioder med fint spil og to sene scoringer fra Phun Mang og Lasse Lauridsen, blev det ikke til point. EfB tabte 2-3.
EfB’s U17-mandskab kom fint ud til opgøret i det københavnske, og forsøgte fra start at følge den gameplan, U17-cheftræner Jerry Lucena og trænerteamet havde lagt.
Det var dog FCK, der fik åbnet for målscoringen og viste effektivitet, idet hjemmeholdet fandt vej til netmaskerne på deres første reelle chance i kampen.
Et indlæg blev sendt i feltet, hvor EfB’s defensiv var for passive og tillod derved FCK at sende bolden ind bag EfB-keeper Emil Jørgensen.
Første halvleg var en jævnbyrdig affære, men de store chancer udeblev for EfB.
De to hold kunne derfor gå til pause ved stillingen 1-0, hvor Lucena trods FCK-føringen var godt tilfreds med kampens første halvdel.
EfB fortsatte med at byde topholdet op til dans, og blot fem minutter inde i anden halvleg fik udeholdet en gylden mulighed for at udligne.
Dommeren pegede nemlig på pletten og dømte korrekt straffespark til EfB, men højreback Oliver Svendsen, der ellers plejer at være sikkerheden selv i sådanne situationer, sparkede bolden tæt forbi mål.
I stedet kom FCK på 2-0, da endnu et indlæg voldte problemer for defensiven hos de blå-hvide talenter.
Scoringen var en kold spand vand i hovedet efter en ellers fornuftig periode, og EfB nåede ikke helt at komme til sig selv, før hjemmeholdet forøgede yderligere.
Med lidt mere end en time spillet og 3-0 til FCK var kampen tæt på afgjort, men EfB lod sig ikke slå ud.
Et par indskiftninger gav ny energi til holdet, hvor især kantspiller Sebastian Larsen gjorde et godt indhop.
Først omstillede Larsen i højre side, hvorfra han afsluttede og tvang FCK’s keeper til at give en retur. Den var Phun Mang, som var søgt i feltet fra den modsatte kant, hurtig over og scorede EfB’s første mål i kampen.
Minuttet efter var Larsen så igen på spil, da han sendte et indlæg mod angriber Lasse Lauridsen, som vendte flot rundt om sig selv, inden han reducerede til 2-3 for EfB.
Med blot et mål nede, var der håb om point, men EfB formåede ikke for alvor at tilspille sig flere chancer i kampens overtid.
EfB tabte 2-3 mod topholdet fra FCK trods en godkendt indsats.
– Det er positivt, at vi står efter kampen med den fornemmelse, at vi har præsteret rigtig godt mod rækkens førerhold. Hvis vi fremadrettet kommer ud med den indstilling og præsterer, som vi gjorde i dag, så skal det nok give point til kontoen, hvilket vi også sulter lidt efter i øjeblikket, siger U17-cheftræner, Jerry Lucena.
U17-holdet spiller næste gang d. 10. oktober ude mod AGF.
Resultat:
F.C. København – Esbjerg fB 3-2 (1-0)
Målscorere:
21′ 1-0 Orri Oskarsson
58′ 2-0 Jeffrey Adjey-broni
63′ 3-0 Noah Donovan
88′ 3-1 Phun Mang
89′ 3-2 Lasse Lauridsen
Startopstilling:
1 Emil Jørgensen
2 Oliver Svendsen
5 Malthe Kristensen
4 Mathias Lønne
3 Magnus Melstrup
6 Christopher Munk
8 Bendix Bennetzen
19 Gustav Jensen
7 Vinh Van
11 Phun Mang
18 Oscar Hall
Indskiftninger:
27′ Nikolaj Lund (Christopher Munk)
60′ Lasse Lauridsen (Vinh Van)
60′ Oliver Gadgaard (Bendix Bennetzen)
72′ Sebastian Larsen (Oscar Hall)