Førstehold

U17 tog anden sejr i træk

Esbjergs U17-mandskab sejrede 2-1 på eget græs mod Lyngby Boldklub, og dermed fortsatte de blå-hvide talenter de gode takter fra seneste spillerunde. Andreas Lausen og Zean Dalügge stod for målene.

EfB’s U17-talenter, som var værterne i dagens ligaopgør, startede bedst ud på anlægget i Guldager, hvor kampen blev afviklet. Det var et tålmodigt vestjysk mandskab, der havde stort mod på bolden og turde forsøge ting i offensiven i kampens begyndelse, og det udmøntede sig i en scoring efter et kvarters tid.
Andreas Lausen, der spillede en flot kamp, satte et par spillere og bragte sig selv i en god position i modstanderens felt. Herfra tøvede midtbanespilleren ikke, men viste fin sparketeknik og scorede kampens første mål. 1-0 til EfB.
Efter scoringen begyndte gæsterne at slå fra sig, og hjemmeholdet skulle få en svær periode, hvor presset ikke helt sad, som Jerry Lucena ønskede det. Cheftræneren fik justeret og pressede kanterne højere op på banen, hvilket igen slog kontrollen tilbage hos værterne.
EfB forøgede også kort før pausen, da Zean Dalügge havde sidste fod på en omstilling for vestjyderne. Fortjent pauseføring på 2-0 til Esbjerg-mandskabet, der havde godt styr på begivenhederne.
Kampbilledet fortsatte ind i anden halvleg med et vestjysk overtag, hvor de store chancer dog udeblev for begge mandskaber.
De Kongeblå fra Lyngby bragte dog spænding tilbage i opgøret med et kvarter igen, da William Skanvig satte bolden ind bag Nicolai Vistisen i Esbjerg-buret. Herefter pressede gæsterne på for en udligning med flere lange bolde mod Esbjergs defensiv, som var en smule vaklende og nervøse for at sætte sejren over styr.
EfB holdt dog stand og kunne fortjent tage alle tre point for anden kamp i streg.
– Jeg er glad for, at vi følger op på sejren mod Vejle og tager en fortjent sejr i dag. Vi har flere gode perioder, hvor vi viser mod på bolden og står godt i vores presspil. Vi har haft fokus på netop det i løbet af ugen, så det glæder mig selvfølgelig rigtig meget, men der er stadig meget at arbejde på. Jeg vil også gerne rose Andreas Lausen og Malthe Kilmark, som gør en god figur i dag. Nu venter SønderjyskE næste uge som også har to sejre i bagagen, så det bliver et interessant opgør, fortæller U17-cheftræner, Jerry Lucena.


Resultat
EfB U17 – Lyngby U17 2-1 (2-0)
Målscorere
13′ 1-0 Andreas Lausen
40′ 2-0 Zean Dalügge
74′ 2-1 William Skanvig
Startopstilling
1. Nicolai Vistisen
2. Oliver Svendsen
3. Aske Thorsen
5. Anders Akselsen
6. Andreas Troelsen
8. Andreas Lausen
10. Marcus Hansen
12. Malthe Kilmark
13. Frederik Ehrhorn
18. Zean Dalügge
19. Magnus Sandfeld
Indskiftninger
63′ Marcus Kristensen (Frederik Ehrhorn)
77′ Andreas Blåholm (Zean Peetz Dalügge)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo