Førstehold

U17 vandt 3-1 i Lyngby

Esbjerg fB U17 åbnede sæsonen på flotteste vis, da Jerry Lucenas mandskab lørdag eftermiddag sejrede 3-1 i Lyngby. Bendix Bennetzen scorede, og det samme gjorde Nikolai Hillerup og Oliver Svendsen, som begge netop er udtaget til henholdsvis det danske U16- og U17-landshold.

Efter en lang periode uden turneringskampe på programmet var der atter point på højkant for Esbjerg fB U17, der lørdag gæstede Lyngby Boldklub. Trods en lidt vaklende start hentede EfB’erne alle tre point efter en flot præstation og vandt således fortjent 3-1, da tre akademi-talenter kom på måltavlen.
Lyngby startede dog bedst, og det var også at se, at værterne inden kampen allerede havde været i ilden to gange i liga-regi. EfB havde svært ved at finde fodfæste og var ikke stærke nok hverken på bolden eller i presset.
Efter et kvarter spillet slog hjemmeholdet således kapital af overtaget, da Lyngby efter et gennembrud og fladt indlæg fra venstre side fandt vej til netmaskerne. 1-0.
EfB viste dog en god trodsreaktion efter scoringen, og holdet kom herefter bedre med i opgøret.
Kampen blev mere lige og EfB fik hurtigt fundet et perfekt modsvar, da offensivspiller Nikolai Hillerup, der netop er udtaget til U16-landsholdet, udlignede til 1-1.
Et indlæg fra kanten tvang Lyngbys keeper langt ud af målet for at bokse bolden ud af farezonen, men ude foran feltet var Hillerup hurtigt over returen og kunne med en yderside sparke bolden i et mere eller mindre tomt mål.
Nikolai Hillerup måtte desværre få minutter senere lade sig udskifte med en mindre skade.
EfB fortsatte med at spille sig op, og især indskiftede Sebastian Larsen gjorde en god figur.
Han var også arkitekten bag føringsmålet, der faldt i første halvlegs sidste minut, da han omstillede hurtigt og viste godt overblik ved at finde midtbanekollegaen Bendix Bennetzen, der flot sparkede læderet i nettet.
EfB byggede videre på den opadgående kurve i anden halvleg, og dominerede i både presset og omgang med bolden de efterfølgende tyve minutter.
Det var derfor også fuldt fortjent, at holdet øgede føringen yderligere efter en times spil, hvor endnu en U-landsholdsspiller fik åbnet målkontoen.
Efter et gennemspillet angreb var højreback og U17-landsholdsspiller Oliver Svendsen stormet frem, og han kunne efter et sideskift tæmme bolden og udplacere keeperen. Flot sparketeknik og 3-1 til EfB.
Med en halv time igen og EfB i kontrol, dalede tempoet dog som vi nærmede os kampens afslutning.
Det blev således igen en mere lige affære i Lyngby, og der var også et par chancer i begge ender, men helt farligt blev det aldrig.
Det blev derfor ikke til flere scoringer. U17-holdet fra EfB Akademi vandt fortjent 3-1 i sæsonens første kamp for de blå-hvide talenter.
– Det var dejligt endelig at spille om point igen, og naturligvis fedt, at vi kan åbne med en sejr. Drengene har virkelig arbejdet stenhårdt på træningsbanen de sidste par uger, og det var positivt at se, at holdet spillede sig op i dag trods en knap så god start. Det viser, at vi har udviklet os og hele tiden lægger på vores nye spillestil, så alt i alt en meget tilfreds cheftræner, siger Jerry Lucena efter opgøret, som fremhævede en stærk holdpræstation krydret med gode individuelle aktioner.
– Sebastian Larsen gjorde et godt indhop og viste, at han er klar, når chancen byder sig, mens Bendix Bennetzen, der scorede for os, fik arbejdet sig godt op sammen med holdet. Derudover skal Malthe Kristensen og Oliver Svendsen, som jo er inde omkring U19-holdet, også have ros, idet de viste modenhed i deres spil.


Resultat:
Lyngby Boldklub U17 – Esbjerg fB U17 1-3 (1-2)
Målscorere:
16′ 1-0 Lauge Sandgrav
21′ 1-1 Nikolai Hillerup
45′ 1-2 Bendix Bennetzen
60′ 1-3 Oliver Svendsen
Startopstilling:
1 Emil Jørgensen
2 Oliver Svendsen
4 Mathias Lønne
5 Malthe Kristensen
8 Bendix Bennetzen
9 Lasse Lauridsen
10 Nikolai Hillerup
11 Phun Mang
14 Oscar Bech
16 Gustav Jensen
20 Marcus Blicher
Indskiftninger:
30′ Sebastian Larsen (Nikolai Hillerup)
52′ Oscar Hall (Phun Mang)
60′ Oliver Gadgaard (Bendix Bennetzen)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo