Akademi

U19 vandt 2-1 over Lyngby

Esbjerg fB’s U19-mandskab åbnede på flot vis året med en sejr hjemme mod Lyngby lørdag eftermiddag, da Andreas Lausen og Marcus Hansens mål var nok til at tage alle tre point. EfB vandt 2-1.

U19 fra EfB Akademi åbnede foråret på hjemmebane, da Lyngby slog vejen forbi anlægget ved Gl. Vardevej lørdag eftermiddag, hvor et hårdtarbejdende Esbjerg fB-mandskab vandt 2-1 på mål af Hansen og Lausen.
Indledningen bar præg af et fint udtryk fra René Christiansens mandskab, der kom fra en optakt med gode resultater i deres fem træningskampe med sejre over bl.a. FC St. Pauli og FC Spartak Moskva.
Akademi-talenterne var således i fin kontrol mod udeholdet, der havde svært ved at åbne defensiven, mens EfB i den modsatte ende havde optræk til et par muligheder. Den målgivende aflevering udeblev dog.
Efter en halv times spil blev det 1-0, da midtbanespiller Andreas Lausen viste flot sparketeknik ved at smaske bolden i nettet direkte på et frispark.
Kort inden pausen forøgede EfB til 2-0. Målmand Nicolai Vistisen fik sat en omstilling i gang i højre side, inden Marcus Hansen fra modsatte kant snød to mand og curlede læderet i det lange hjørne. Flot scoring af kantspilleren.
Kort efter pausen kunne føringen være blevet endnu større, da både Marcus Hansen og Mads Zaar havde muligheden for nærmest at afgøre kampen tidligt i anden halvleg, men skarpheden manglede inde foran mål.
Presset sad fint og på nær en mulighed i første halvleg, kom gæsterne ikke frem til meget, men det skulle ændre sig efter knap en times spil.
Lyngby fik således reduceret, da en af De Kongeblå trykkede af, og idet sparket tog en afretning, endte bolden inde bag Vistisen i EfB-buret.
Reduceringen rystede dog ikke hjemmeholdet, der i stedet producerede et par fine chancer herefter. Det blev dog ikke til yderligere scoringer fra en blå-hvid fod, da udeholdets keeper afviste Hansen og Lausen med et par gode redninger.
Slutminutterne af opgøret blev hektiske, men EfB stod flot imod og kunne efter kampens sidste fløjt juble over forårets første sejr.
– Det var selvfølgelig rigtig dejligt at komme godt fra land i foråret med tre point, især fordi vi afviste Lyngby med et velfungerende presspil. Drengene arbejdede stenhårdt hele vejen rundt, og der var mange gode præstationer at spore. Det var generelt en god holdpræstation, og dem får vi også brug for i løbet af foråret, fortæller U19-cheftræner, René Christiansen.


Resultat
Esbjerg fB U19 – Lyngby BK U19 2-1 (2-0)
Målscorere:
35′ 1-0 Marcus Hansen
43′ 2-0 Andreas Lausen
55′ 2-1 Mohammad Fazal
Startopstilling:
1 Nicolai Vistisen
4 Tobias Stagaard
10 Andreas Lausen
11 Marcus Hansen
14 Mads Borchers
15 Denis Catovic
17 Mads Zaar
18 Patrick Tjørnelund
19 Magnus Sandfeld
20 Malthe Nielsen
23 Mathias Holm
Indskiftninger:
68′ Marcus Kristensen (Magnus Sandfeld)
83′ Adis Murati (Marcus Hansen)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo