Uvejr afbrød premieren
Et kraftigt tordenvejr afbrød søndag eftermiddag Esbjerg fB’s sæsonpremiere ved pausen på Blue Water Arena, da Vendsyssel FF gæstede. Nordjyderne førte med 1-0 efter de første 45 minutter.
Søndag eftermiddag åbnede sæsonen i NordicBet Ligaen delvist for Esbjerg fB, der hjemme på Blue Water Arena tog imod Vendsyssel FF. De to hold og tilskuerne måtte dog nøjedes med 45 minutter, idet et tordenvejr i pausen rykkede ind over stadion, og kampens dommer af den årsag valgte at afbryde kampen.
Opgøret åbnede i et højt tempo med to mandskaber, der gerne ville spille friskt til og angribe.
EfB lagde fra land med et højt presspil, hvilket kastede en fornuftig skudchance fra kantfeltet af sig til Mads Borchers efter en god håndfuld minutter, der spillede helt fremme.
De nordjyske gæster tilspillede sig inden for de første minutter dog også i situationer, hvor EfB-defensiven måtte på overarbejde for at afværge muligheder.
Efter 11 minutters spil var der dog intet at gøre, da Vendsyssel bragte sig foran med 1-0.
EfB gav for meget tid og plads i holdets venstre side af banen, hvorfor en modstander kunne sende en god bold ind i feltet.
Denne kom en Vendsyssel-angriber højest på, og med et velplaceret hovedstød blev Mads Kikkenborg i målet passeret.
Scoringen gav nordjyderne selvtillid, og EfB blev i den efterfølgende periode presset tilbage i banen, inden holdet igen fik fat i kampen.
Langsomt fik de blå-hvide etableret en række angreb, men Vendsyssel-defensiven stod godt i organisationen, og gjorde det svært.
Efter en god halv time syntes den spillemæssige fremgang dog langt væk, da kampens dommer korrekt pegede på straffesparkspletten i en situation, hvor Denis Catovic begik et straffespark.
Med en god support i ryggen fra lægterne var der maksimal pres på Kikkenborg på stregen, og målmanden stod distancen, valgte den rigtige side og greb bolden til stor jubel for tilskuerne.
Der skete ikke mere inden pausen, hvor et kraftigt tordenvejr ramte byen.
Kampens dommer Lasse Graagaard valgte i første omgang at se tiden an, men prognoserne forblev dårlige, og efter i alt 45 minutter valgte han at afbryde.
Det er endnu ikke besluttet, hvornår kampen genoptages.
EfB spiller på hjemmebane igen lørdag, når FC Helsingør kommer til Esbjerg.
Resultat:
Esbjerg fB – Vendsyssel FF (0-1)
Målscorer:
11′ 0-1 Lasse Steffensen
Startopstilling:
1 Mads Kikkenborg
2 Jonas Mortensen
22 Isak Olafsson
15 Marcus Gudmann
13 Denis Catovic
6 Lasha Parunashvili
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
7 Patrick Egelund
14 Patrick Schmidt
29 Mads Borchers
Tilskuertal:
2.510