Vellykket EfB Samarbejdsmesse
EfB bød torsdag velkommen til deltagerne ved årets samarbejdsmesse i Musikhuset Esbjerg, hvor samarbejdspartnere kunne eksponere sin virksomhed til et bredt netværk i flotte rammer.
Den traditionsrige samarbejdsmesse for EfB’s partnere var atter en succes, hvor der var god grobund for at skabe nye og spændende forretningsforbindelser til en bred vifte af brancher, fordelt over 55 stande.
EfB’s salgschef Christine Bendixen glæder sig over en vellykket dag i forretningsforbindelsernes tegn.
– Det var en rigtig god dag med mange af vores samarbejdspartnere. Tv-kommentatoren Flemming Toft startede ud med hans foredrag omhandlende egne erfaringer i sportens verden, hvorefter de deltagende partnere kunne netværke og præsentere deres forretninger, hvor folk er blevet gode til at komme rundt til hinanden.
Yderligere, glæder salgschefen sig over forskelligheden af virksomheder der var repræsenteret på dagen, her i blandt industrivirksomheder, bilforhandlere, middagsselskaber og møbelhandlere – alt dette er med til at højne attraktiviteten omkring hele samarbejdsmessen.
– Man har mere lyst til at lave forretninger med personer man i forvejen kender, og det er netop det messen skal bidrage med, hvilket vi, EfB, er stolte af at kunne tilbyde. Vi har rundet den tiende messe i Musikhuset Esbjerg og det viser bare, at opbakningen er der med tanke på, at hele 73 samarbejdspartnere var tilstede. Det er samtidig fedt at se, hvordan virksomhederne prøver at udvikle sig år for år og derved højne opmærksomheden omkring sig selv, slutter Christine Bendixen.