Førstehold

Velspillende EfB slår B.93 fortjent

En god holdpræstation og en velspillet første halvleg grundlagde Esbjerg fB’s 2-1-sejr lørdag på udebane mod B.93. Elias Sørensen scorede før pausen, inden Leonel Montano et kvarter før tid afgjorde begivenhederne.

Esbjerg fB hentede tre fortjente point lørdag eftermiddag, da holdet på udebane mod B.93 vandt med 2-1 efter scoringer af Elias Sørensen og Leonel Montano. Selvom Yacine Bourhane blev udvist i anden halvleg, så krigede holdet sejren hjem.

På det solbeskinnede Østerbro Stadion i København kom EfB rigtig godt fra land, og tog fra første sekund teten på opgøret.

Det aggressive presspil gjorde livet vanskeligt for værterne, der havde sit hyr med at komme frem i de første minutter.

Andreas Troelsen fik kampens første, fine mulighed, da EfB blev tilkendt et frispark et par meter foran feltet.

Backen gik til bolden, og sendte den afsted mod mål, men B.93 fik blokeret undervejs i muren.

Det gode spil kastede en stor mulighed af sig til EfB efter godt et kvarters spil.

Steven Simpson, der var involveret i rigtig meget offensivt, vandt en duel midt på banen, hvilket gav en omstilling.

Emil Holten drev bolden frem, og kom i en favorabel position alene igennem med målmanden.

Angriberen havde mulighed for at spille chancen større eller afslutte selv, og han valgte sidste løsning, hvilket B.93-målmanden havde læst og kom i vejen for.

Først efter 20-25 minutters spil begyndte hjemmeholdet at bide fra sig offensivt, hvilket gav nogle retvendte angreb mod EfB-feltet.

Defensiven viste dog ingen slinger i valsen, og fik afværget tilnærmelserne uden de helt store besværligheder.

I det 28. spilleminut kunne EfB juble over et fortjent føringsmål.

Mads Larsen bragte bolden fremad i en omstilling, og inden han blev tacklet på feltkanten, havde Elias Sørensen taget det rigtige løb.

Han fik bolden på det helt rette tidspunkt af Larsen, og med en sikker inderside rundt om målmanden gjorde Sørensen det til 1-0.

EfB måtte nødtvunget inden pausen foretage en ændring, idet Simpson lod sig udskifte med en skade.

B.93 fik i slutminutterne af første halvleg spillet sig til et par store chancer, som snildt kunne have udlignet EfB-føringen, men manglende skarphed gjorde, at Lukas Jonsson på stregen kunne holde nettet frit.

Der blev ikke scoret yderligere inden pausen, og EfB kunne derfor gå i kabinen med en 1-0-føring i ryggen.

Holdet kom ud til anden halvleg med en god gejst, og truede med det samme B.93-feltet.

Københavnerne fik dog hurtigt fundet fodfæste, og sat EfB under et pres.

Med gode angreb over begge kanter havde EfB-defensiven rigeligt at se til, og efter en lille time lykkedes det B.93 at udligne til 1-1.

Fra baglinjen i højre side blev der sendt en hård, flad bold ind midt i feltet, som EfB ikke kunne cleare.

I stedet kom en fremadstormende modstander løbende direkte ind i bolden, og fra en halv meters afstand kunne han score et af karrierens lettere mål.

Kort efter var skæbnen atter hård ved EfB, idet Isak Olafsson faldt hårdt ned efter en duel og slog hovedet direkte imod asfalten rundt om banen.

Den stærke islænding måtte derfor lade sig udskifte.

I en periode af kampen hvor det mest af alt lignede en pointdeling eller i værste fald en hjemmesejr, så stemplede EfB atter ind.

Leonel Montano, der blev sendt på banen før pausen, gjorde det nemlig til 2-1 på fremragende vis et kvarter før tid.

Offensivspilleren kronede et EfB-angreb ved at trække ind i banen og afslutte fladt mod det lange hjørne.

Skuddet havde den nøjagtige fart og præcision, og gik derfor gennem venner og fjender og direkte i nettet til stor jubel for de omkring 300 EfB-fans på stadion.

Seks minutter senere blev arbejdsforholdene ikke lettere for EfB, idet Yacine Bourhane bremsede en B.93-spiller ulovligt og modtog sit andet gule kort og dermed et rødt.

Med en mand i undertal og et satsende hjemmehold skulle EfB derfor krige alle tre point med hjem til Esbjerg, og det lykkedes på trods af et par store chancer imod i de døende sekunder.

Derfor kunne EfB rejse hjem fra hovedstaden med tre velfortjente point.

EfB spiller næste runde hjemme på Blue Water Arena søndag d. 30. april kl. 15.00 mod AB.

>> Køb billet til EfB – AB nu


Resultat:
B.93 – Esbjerg fB 1-2 (0-1)

Målscorer:
28′ 0-1 Elias Sørensen
59′ 1-1 Nicolaj Thomsen
75′ 1-2 Leonel Montano

Udvisning:
81′ Yacine Bourhane

Startopstilling:
1 Lukas Jonsson
2 Jonas Mortensen
22 Isak Olafsson
6 Jesper Lauridsen
5 Andreas Troelsen
20 Yacine Bourhane
8 Mads Larsen
19 Nicklas Strunck
17 Steven Simpson
9 Elias Sørensen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
38′ Leonel Montano (Steven Simpson)
64′ Con Ouzounidis (Isak Olafsson)
83′ Tobias Bjørnebye (Elias Sørensen)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 4. august - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo