Førstehold

Vigtig udebanesejr mod Vendsyssel

EfB sikrede sig tre vigtige point, da holdet vandt 1-3 på udebane mod Vendsyssel. Målene blev scoret af Yuri Yakovenko, Rudolph Austin og Andrés Schetino. Christian Moses reducerede i anden halvleg, men målet var ikke nok til at få hjemmeholdet tilbage i kampen, og derfor kunne EfB sikre sig sæsonens femte sejr.

Vestjyderne fik allerede efter et halvt minut en stor mulighed, da Mark Brink modtog et indlæg fra venstre side, men den unge midtbanespiller fik ikke træf på bolden. Det gjorde Mathias Kristensen derimod, men hans afslutning blev sparket direkte ind i Vendsyssels forsvar
Efter otte minutter spil faldt kampens første mål, og det var EfB der fik nettet til at blafre. Et friskpark fra venstre blev sendt ind foran, hvor Yuri Yakovenko dukkede op ved bagerste stolpe og prikkede læderet ind med højrepoten.
Føringen blev udbygget efter 19 minutter, da vestjyderne igen var farlige på en standardsituation. Her blev et hjørnespark sendt ind i panden på den jamaicanske midtbanekriger, Rudolph Austin, der dukkede op i midten af feltet og stangede bolden ind i målet med høj fart.
Det blev også til 3-0 efter bare 36 minutter, da midtbanedirigenten fra Uruguay, Andrés Schetino,  fik foden på Mathias Kristensens indlæg og sparkede bolden i nettet. Kort efter var en nedfaldsbold ved et hjørnespark også ved at blive farlig, men Rudolph Austin stod i offside.
Hjemmeholdet kom bedre med i kampen, som anden halvleg skred frem, men esbjergenserne formåede at holde dem fra fadet det første kvarter. Ud af det blå dukkede Christian Moses dog op i feltet, hvor han fik for meget tid og plads. Det udnyttede han ved at smække bolden ind via den ene opstander.
Halvvejs i anden halvleg fik Yuri Yakovenko endnu en glimrende mulighed for at komme på tavlen atter en gang, da han blev sendt afsted i dybden, men den ukrainske frontangriber formåede ikke at omsætte friløberen til mål. Ti minutter før tid blev selvsamme Yuri Yakovenko udvist efter at have modtaget sit andet gule kort.
To minutter før tid var Vendsyssel tæt på at reducere endnu engang, men Jeppe Højbjerg kom godt ud af sit mål og fik afværget Emmanuel Ogudes forsøg. Tre minutter senere var et indlæg tæt på at blive giftigt for hjemmeholdet, ligesom en afslutning fra førnævnte Ogude var centimeter fra at ryge ind bag Jeppe Højbjerg, men skarpheden manglede i begge situationer, og derfor sluttede kampen 1-3 til esbjergenserne.
Af Martin Jørgensen

Kampen i tal:

Vendsyssel – EfB 1-3
08: 0-1 Yuri Yakovenko
19: 0-2 Rudolph Austin
36: 0-3 Andrés Schetino
62: 1-3 Christian Moses

EfB’s startopstilling

Jeppe Højbjerg
Jesper Lauridsen
Agus Garcia
Jacob Lungi Sørensen
Nikolaj Hagelskjær
Emmanuel Oti Essigba
Andrés Schetino
Rudolph Austin
Mathias Kristensen
Mark Brink
Yuri Yakovenko

Udskiftninger:

William Møller
(71. Emmanuel Oti Essigba)
Jeppe Brinch
(88. Jacob Lungi Sørensen)
Lasha Parunashvili
(86. Mark Brink)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo