EfB genstarter i uge 22
I slutningen af måneden bliver der igen spillet 3F Superliga i Danmark. Esbjerg fB’s første kamp bliver hjemme på Blue Water Arena søndag d. 31. maj kl. 18.00 mod AaB.
Mandag d. 9. marts spillede Silkeborg IF og AGF den foreløbig seneste kamp i 3F Superligaen på grund af Covid-19-pandemien. Nu mere end to måneder senere er der sat datoer på genoptagelsen af 2019/2020-sæsonen.
Esbjerg fB spiller således hjemme på Blue Water Arena søndag d. 31. maj kl. 18.00 mod AaB, inden grundspillet afsluttes med runde 26 søndag d. 7. juni kl. 17.00 i Odense mod OB.
Så længe det ikke er muligt at spille med tilskuere på stadion, så er kamptidspunkterne ændret, så flest mulige kampe gøres bedst muligt tilgængelige for fodboldfans. Det gælder selvfølgelig kun indtil, der igen kan lukkes tilskuere ind.
Det forventes, at sidste, ordinære runde afvikles søndag d. 26. juli. Da den endelige tilrettelæggelse af de resterende kampe i de europæiske turneringer endnu ikke er fastlagt, så kan der komme mindre ændringer i datoplanen.
Programmet for slutspillet i Superligaen er klar senest tirsdag d. 9. juni.