Førstehold

Lammers: Vi skal være bedre hjemme

Når foråret indledes med hjemmekampen mod Skive IK, er målsætningen klar. EfB jagter en af de tre pladser, der kan give oprykning.

Det er ikke til at tage fejl af. John Lammers glæder sig til forårspremieren, hvor opstartens hårde slid skal veksles til point på banen, og den tidligere angriber er også ganske offensiv i sin tilgang.
– Målet er det samme, som det har været hele sæsonen, og vi går efter en plads i top 3, så vi har muligheden for at rykke op til sommer. Det bliver godt at komme i kamp igen, og vi ser frem til den anden halvdel af sæsonen. Vi har arbejdet hårdt for i de seneste seks uger, og nu glæder vi os bare til at spille igen, fastslår John Lammers, der har noteret sig, at den kommende modstander har haft en fornuftig opstart.
– Skive har ændret deres system lidt, så de spiller på en lidt anden måde, end de gjorde før vinterpausen, og de har haft fine resultater i deres træningskampe. Vi skal dog helt klart vinde den her kamp, for jeg synes, vi har taget nogle gode skridt i opstarten, hvor vi også har set på, hvad vi kan gøre bedre i forhold til efteråret, siger John Lammers, der håber, at det allerede kommer til udtryk mod Skive.
– Vi skal være bedre på hjemmebane, og det vil vi vise folk. Vi vil arbejde hårdt, og vi ved, at vi skal gøre det her sammen. Derfor vil vi gøre vores til at holde folk positive, så vi kan få en god start på den sidste del af sæsonen, slutter John Lammers, der udtager truppen dagen før kampen.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo