EfB vinder overbevisende storsejr
Esbjerg fB hentede tre sikre point til tabellen i 2. division, da holdet hjemme på Blue Water Arena søndag kørte HIK over, og vandt med hele 4-0.
Den anden sejr på stribe hjemme på Blue Water Arena blev en realitet søndag eftermiddag for Esbjerg fB, da holdet uden at anstrenge sig synderligt slog HIK med 4-0. Holdet scorede alle fire mål i første halvleg.
EfB viste fra første fløjt, hvem der var på hjemmebane, og tog straks teten på opgøret.
Gæsterne fik ikke et ben til jorden, og det var derfor helt naturligt, at EfB hurtigt bragte sig foran med 1-0 efter kun fire minutters spil.
Nicklas Strunck sendte en god bold ind i feltet efter et hjørnespark, som HIK ikke formåede at cleare væk.
Det resulterede i en nedfaldsbold, som Mathias Jørgensen var hurtigst over, og med et tørt hug klappede han den op i nettaget.
Kort efter var det også tæt på at blive 2-0, da Steven Simpson fra sin position som højre back sendte en forrygende bold ind i feltet.
Her kom Leonel Montano løbende ind i den tæt under mål i fri position, men hovedstødet manglede præcision, og gik over.
Gæsterne havde ikke meget at byde på fremme ad banen, og brugte hovedparten af energien på at holde EfB fra fadet.
Det lykkedes ikke ret godt, og efter et lille kvarter var Jørgensen atter på pletten.
Angriberen pandede på fornemmeste vis et indlæg i nettet til 2-0, og så var kampen reelt afgjort.
Den gode start på kampen fik kortvarigt EfB til at trække sig en anelse tilbage i banen, så HIK kunne komme frem.
Efter en lille halv time udnyttede EfB usikkerheden hos modstanderne til at presse højt og erobre bolden.
Det sendte Mads Larsen afsted i en omstilling.
Anføreren spillede ved feltkanten bolden videre ud i banen til Jørgensen, der med et godt førstegangsindlæg fandt Strunck ved bagerste stang.
Strunck skulle ikke gøre ret meget andet end at sætte foden på, og det gjorde han godt, og bragte dermed EfB på 3-0.
Målfesten stoppede dog ikke der, for seks minutter senere, i det 34. spilleminut, blev det også 4-0.
Yacine Bourhane slog en fremragende bold ned bag forsvaret, hvor Emil Holten dukkede op og pillede den flot ned og forbi nærmeste modstander.
Med en sikker inderside alene med målmanden scorede han efterfølgende usvigeligt sikkert.
Der blev ikke scoret yderligere før pausen, og cheftræner Lars Vind kunne gå i omklædningsrummet med tilfredshed over kampens udvikling.
De 11 EfB’ere der startede opgøret, fik alle lov at blive på banen fra anden halvlegs start.
Aggressiviteten fra holdet fortsatte fra det 46. minut, og Jørgensen var efter kun et par minutter tæt på at score sit tredje mål i kampen, da Holten spillede ham fri i feltet.
En fin blokering fra HIK-målmanden afholdt ham dog fra et hattrick i denne omgang.
Også Strunck skulle få chancen for at øge sin og holdets målscoring, da han flot blev spillet fri af Holten, men afslutningen mod tomt mål blev tacklet væk på stregen af en heroisk kæmpende HIK-spiller.
Efter en times tid blev den første indskiftning foretaget, da Elias Sørensen vendte tilbage efter en skadespause.
Angriberen faldt med det samme godt ind i spillet, der var stærkt koncentreret på storkøbenhavnernes banehalvdel.
Som minutterne skred frem fladede kampen mere og mere ud.
EfB var tilfredse, og formåede natuligt nok ikke fastholde det høje tempo og presspillet hele vejen hjem.
Der var dog fuld kontrol over begivenhederne hele vejen hjem, og holdet kunne fortjent lade sig hylde af de 1.860 fremmødte tilskuere efter kampen.
EfB spiller næste runde på udebane mod BK Frem.
Resultat:
Esbjerg fB – HIK 4-0 (4-0)
Målscorere:
4′ 1-0 Mathias Jørgensen
13′ 2-0 Mathias Jørgensen
28′ 3-0 Nicklas Strunck
34′ 4-0 Emil Holten
Startopstilling:
16 Daniel Gadegaard
17 Steven Simpson
22 Isak Olafsson
6 Jesper Lauridsen
15 Daniel Thøgersen
20 Yacine Bourhane
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
21 Leonel Montano
10 Mathias Jørgensen
11 Emil Holten
Indskiftninger:
61′ Elias Sørensen (Leonel Montano)
74′ Marcus Hansen (Emil Holten)
74′ Con Ouzounidis (Isak Olafsson)
88′ Andreas Troelsen (Nicklas Strunck)
88′ Nikolaj Lund (Mathias Jørgensen)
Tilskuertal:
1.860