Efterårsferieaktivitet: Se Blue Water Arena indefra
Mandag i efterårsferien åbner vi Blue Water Arena, så du har mulighed for at komme ind og se områder og arealer, der normalt er lukket for offentligheden. Du vil blandt andet se, hvor Esbjerg fB-spillerne holder til.
Efterårsferien nærmer sig med hastige skridt, og traditionen tro åbner Esbjerg fB dørene til Blue Water Arena, hvor du får mulighed for at komme med helt ind bag kulisserne på et af landets største og flotteste fodboldstadions mandag d. 16. oktober kl. 10.00.
På rundturen kommer du forbi det allerhelligste rum på Gl. Vardevej i form af omklædningsrummet. Et sted der normalt kun er forbeholdt førsteholdsspillere og trænere, men som på rundvisningen vil stå kampklart.
Du kommer også med op i loungerne, hvor sponsorer og partnere normalvis kun har adgang. Her vil du se vores lokaler, der kan rumme over 1.200 spisende gæster. Dernæst går vi på tredje sal, hvor vi ydermere kan huse 300 besøgende fordelt på mindre lounger og 16 skyboxe – heroppe får vi også et smugkig ind i rummet, hvorfra der bliver speaket og digital kampafvikling foregår.
Rundvisningen slutter i EfB Caféen, hvor EfB er vært ved en øl eller vand.
Det koster 100 kr. pr. person at deltage. Børn til og med fem år er gratis.
Rundvisningen tager omkring halvanden time.
Der er et begrænset antal pladser.