
Mia Reedtz Rehde Olesen skifter til EfB
Keeper Mia Reedtz Rehde Olesen, der har international erfaring gør comeback i Danmark, idet hun skifter til Esbjerg fB.
Esbjerg fB har styrket truppen markant på keeperposten med tilgangen af 23-årige Mia Reedtz Rehde Olesen, der efter fire år i USA vender hjem til Danmark. Mia har tidligere vogtet målet i Kvindeligaen for Kolding IF, og senest har hun spillet collegefodbold på højt niveau hos Omaha Mavericks i NCAA Division 1 – den øverste amerikanske universitetsrække.
Mia bringer både international erfaring og stærke individuelle kvaliteter med sig, og hun matcher perfekt den spillestil og retning, EfB bevæger sig i. Hun er kendt som en moderne keeper med stor sikkerhed i spillet med fødderne, hvilket er en vigtig brik i holdets opspil.
Samtidig er Mia Reedtz Rehde Olesen reaktionsstærk, har en imponerende springkraft, og er råstærk i én mod én-dueller.
Den nytiltrådte chef for EfB Elite Kvinder & Akademi, Kristian Kamp, glæder sig over tilgangen:
– Mia er en spændende og komplet keeper, der har prøvet at stå i store kampe både hjemme i Danmark og i udlandet. Hendes udstråling, lederevner og tekniske færdigheder giver os nye dimensioner i vores defensive spil. Hun passer perfekt ind i den måde, vi ønsker at spille på.
Også Mia selv ser frem til næste kapitel i karrieren:
– Jeg glæder mig sindssygt meget over det her skifte. Jeg tror så meget på projektet og processen, som er blevet præsenteret for mig på vores snakke. Projektet harmonerer godt med mine ambitioner om at udvikle mig og spille på højt niveau, og så er jeg bare stolt over at skulle være en del af et så kendt fodboldbrand som EfB.
Mia har desuden tidligere repræsenteret Danmark med tre U16-landskampe, og hendes internationale udsyn og karismatiske personlighed forventes at bidrage positivt både på og uden for banen.
EfB sender med tilføjelsen af Mia et klart signal om ambitioner og udvikling, og alle i klubben glæder sig til at byde Mia velkommen på Gl. Vardevej og hjem til dansk fodbold.

