Herrer

Rekordstor opbakning og ny omsætningsrekord mod FCK

Den 3. december 2025 bliver en milepæl i Esbjerg fB’s historiebøger. Da EfB tog imod F.C. København i den første kvartfinale i Oddset Pokalen, strømmede hele 13.205 tilskuere ind på Blue Water Arena – det højeste antal til en pokalkamp i Esbjerg siden stadionåbningen i 2009.

Interessen havde været støt stigende, og efter den dramatiske sejr over Randers FC blev billetterne nærmest revet væk, så snart det stod klart, at modstanderen var mægtige F.C. København.

Adm. direktør hos EfB Elite A/S, Allan L. Agerholm, lægger ikke skjul på sin begejstring:

“At se så mange fantastisk dedikerede fans på tribunerne på Blue Water Arena var en kæmpe fornøjelse. Denne aften er ikke kun historisk i forhold til tilskuertallet, men også med den hidtil højeste billet – og stadion omsætning i vores historie. Det understreger, at Esbjerg er en uovertruffen fodboldby.”

Den store kampdag blev kickstartet med en festlig førkamps-atmosfære. Forpladsen summede af liv, og i EfB-caféen delte cheftræner Sancheev Manoharan sine tanker og taktiske overvejelser med et forventningsfuldt publikum. Særlige madboder, ølvogne og ekstra aktiviteter sørgede for en oplevelse i ægte decemberstemning.

“Vi er utrolig glade for den massive opbakning fra lokalsamfundet, som har været med til at skabe denne uforglemmelige aften. Fra åbningen af dørene og hele vejen gennem kampen har energien været elektrisk. At gå fra en normal Betina Liga kamp med 3-4.000 tilskuere og så til 13.000 pressede os naturligvis maksimalt, og vi er klar over, at det medførte forlænget ventetid rundt omkring, men alle de frivillige, ansatte og kontrollører gjorde deres absolut bedste, og de fleste tog det med godt humør. Vi vil gerne takke alle for deres støtte – I er en del af historien, og sammen har vi skabt et minde, der forhåbentligt vil vare ved og medvirke til at bevare interessen, når vi starter sæsonen op igen mod AC Horsens i marts 2026,” afslutter Allan L. Agerholm.

Ønsker du at støtte EfB-spillerne i den sidste match i kalenderåret 2025, så spilles anden pokalkvartfinale i PARKEN mod F.C. København – lørdag den 13. december, klokken 18.00. Billetter dertil købes på billet.fck.dk – fansektionen for EfB-supportere er D-tribunen i PARKEN.

Fakta om Blue Water Arena:

  • Tidligere pokalrekord: 9.011 tilskuere (30. april 2015)
  • Tilskuerrekord i Superligaen: 15.316 tilskuere (9. august 2009)
Næste Hjemmekamp
søndag d. 1. marts - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo