Kvinder

Søren Werner stopper som cheftræner for EfB’s kvinder i B-ligaen

Esbjerg fB kan i dag meddele, at klubben og cheftræner for kvindernes B-ligahold, Søren Werner, har aftalt at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

Søren har stået i spidsen for holdet i en periode, hvor der har været markante forandringer og mange nye strukturer at få på plads som en del af etableringen i Esbjerg. Under hans ledelse er fundamentet blevet grundlagt, og truppen har vænnet sig til hverdagen i nye rammer. Søren Werner udtrykker både ærgrelse og stolthed over afslutningen på samarbejdet:

“Jeg er først og fremmest rigtig ked af ikke at lykkedes i projektet, og så er jeg ked af det på spillernes vegne, at jeg ikke formåede at indfri det store potentiale, der er i truppen. Når det så er sagt, så er EfB “min” klub, og jeg er både stolt og taknemmelig for at have fået lov at stå i spidsen for klubbens nye flagskib. At stå som træner på Blue Water Arena var en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg ønsker alt det bedste til klub, stab og spillere.”

Direktør Allan L. Agerholm udtrykker stor taknemmelighed for den indsats, Søren har leveret:

“Søren har taget et stort ansvar i en svær og krævende periode, hvor der har været mange nye ting, strukturelt såvel som sportsligt, der skulle løbes i gang. Han har arbejdet hårdt for at etablere kvindeholdet som en naturlig og integreret del af Esbjerg fB, og det fortjener stor respekt og tak. Samtidig må vi ærligt erkende, at resultaterne ikke har været, hvor vi ønskede – og derfor ser vi nu et behov for et frisk pust og nye kræfter på trænerbænken.”

Carsten Hilding Larsen overtager roret – med Morten Svane som assistent

Ny cheftræner for EfB’s kvinder i B-ligaen bliver Carsten Hilding Larsen, der hidtil har været cheftræner for U19-holdet. Under Carstens ledelse har U19-mandskabet leveret stærke præstationer og ligger aktuelt nummer 2 i rækken.

Carsten overtager ansvaret for B-ligaholdet, når træningen genoptages 7. januar 2026. Han tager samtidig Morten Svane med sig som assistenttræner. De to har arbejdet tæt sammen omkring U19-holdet det seneste halve år og kommer dermed ind som et sammenspillet trænerteam.

Allan Agerholm glæder sig over, at der er fundet en intern løsning med kendte ansigter:

“Vi er glade for, at vi kan løfte Carsten op som cheftræner for B-ligaholdet. Han har vist, at han kan skabe resultater, udvikle spillere og bygge et stærkt træningsmiljø. Sammen med Morten får vi et trænerteam, der allerede kender klubben, kulturen og mange af spillerne. Med den nye turneringsstruktur, hvor der ikke er nedrykningsfare i kvalifikationsspillet, får Carsten og Morten ro til at arbejde intensivt med at forbedre holdet og spillet på banen i det kommende halve år.”

Rekruttering til U19-holdet er i gang

I forlængelse af ændringen omkring B-ligaholdet er processen med at rekruttere et nyt trænerteam til U19-holdet allerede igangsat.

EfB forventer at kunne melde nærmere ud, så snart aftalerne er faldet endeligt på plads.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 1. marts - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo