
EfB er videre i pokalturneringen: Ankersen på pletten i Ringsted
Esbjerg fB er med i bowlen, når der onsdag trækkes lod til 4. runde i Oddset Pokalen, da holdet tirsdag vandt med 1-0 på mål af Jakob Ankersen på udebane mod Ringsted IF.
På mål af Jakob Ankersen efter blot fire minutters spil sikrede Esbjerg fB sig tirsdag eftermiddag avancement i Oddset Pokalen på udebane mod Ringsted IF fra Danmarksserien i et opgør, hvor ikke alt hang sammen for holdet. EfB’erne arbejdede dog sejren hjem og viste en god indstilling.
Vi fik drømmestart på opgøret, for efter blot fire minutters spil blev det 1-0.
Et hjørnespark fik lov at gå i mellem venner og fjender i feltet, og ved det bagerste område stod rutinerede Jakob Ankersen klar til at samle op.
Den erfarne EfB’er hamrede resolut til bolden, der sikkert strøg i nettet.
Vi præsenterede os generelt godt fra start, hvor det lykkedes at sætte Ringsted under et kontinuerligt pres.
Julius Lucena var en god håndfuld minutter senere tæt på at udbygge føringen yderligere, men en god redning af Ringsted-målmanden helt nede ved stolpen kom i vejen for 2-0.
Sjællænderne havde det vanskeligt mod EfB’s defensiv, der stod godt på banen.
Efter et kvarters tid kom hjemmeholdet dog igennem til en stor mulighed, hvor en Ringsted-spiller fra baglinjen fik lov at sende en bold ind foran mål.
Men Kasper Kristensen var på plads, og fik reddet.
Han var endnu engang på plads med en stærk redning senere i første halvleg, hvor en Ringsted-angriber pludselig fik frit løb mod mål.
Som vi nærmede os pausen fik Ringsted et overtag i kampen, og formåede at spille en del på EfB’s banehalvdel.
Flere gange var det da også med gode visioner i spillet, der tvang vores bagkæde til at være på stikkerne.
Vi foretog ingen ændringer i pausen, så de 11 startende spillere fik chancen fra anden halvlegs start.
Andreas Lausen skulle hurtigt få en attraktiv mulighed fra feltkanten, hvor der blev begået et frispark mod John Kolawole.
Forsøget havde masser af kvalitet, men var lige et par centimeter eller tre for høj.
Kristensen i EfB-målet var ikke blevet kold mellem de to halvlege, for det viste han ved at hive endnu en redning frem, da Ringsted kom til en afslutning i feltet.
Fra bænken blev der indsat ny energi efter en lille times spil.
Patrick Tjørnelund måtte desværre udgå med en skade, og ind i hans sted kom Andreas Troelsen.
Offensivt byttede Noah Strandby med Julius Lucena.
Troelsen var tæt på at score efter et hjørnespark, hvor han løb mod bolden i det forreste område, og fik den dirigeret mod mål.
Som kampen nærmede sig sin slutning og sidste fase, fik EfB igen et fornuftigt overtag.
Ringsted blev således presset til at forsvare en hel del, men vi formåede ikke at gøre arbejdet færdigt.
I de døende minutter fik EfB adskillige chancer for at lukke og slukke kampen, men i de afgørende situationer blev de forkerte beslutninger truffet.
Kampens dommer lagde 10 minutters tillægstid til, og Ringsted forsøgte her at blive meget direkte.
Da der stod 99 minutter på stadionuret lykkedes det også hjemmeholdet at blive farlige, men heldet var med EfB, og derfor spillede vi os videre til næste runde.
EfB spiller igen søndag kl. 15.00 hjemme på Blue Water Arena, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg.

