Førstehold

EfB forlænger med Phun Mang

16-årige Phun Mang har sat sin signatur på en ny aftale med Esbjerg fB således, at parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2024.

Esbjerg fB har forlænget kontrakten med midtbanetalentet Phun Mang frem til sommeren 2024, og tilføjer dermed endnu et år på den oprindelige aftale, der stod til udløb i 2023.

Mang kom til EfB i 2019 efter at have spillet i Rønne IK på Bornholm, og den 16-årige offensivspiller opnåede med sin debut i februar på førsteholdet at blive den yngste spiller nogensinde i den blå-hvide trøje.

Adm. direktør Brian Bo Knudsen fortæller om baggrunden for forlængelsen:

– Phun Mang har nogle helt åbenlyse spidskompetencer i form af blandt andet god teknik og høj fart både med og uden bold, og vi tror på, at vi i fællesskab kan udvikle og bygge yderligere på. Det er blandt andet derfor, at vi har valgt at lave en ny aftale med Phun, og vi glæder os til at se mere til ham på Blue Water Arena fremover.

Hovedpersonen, der netop har fået debut på det danske U16-landshold, skulle ikke bruge mange sekunder på at overveje sin fremtid, fortæller han.

– Først og fremmest er jeg utrolig glad og stolt over at blive tilbudt en kontraktforlængelse. Hvis man kigger på min udvikling, så har jeg taget store skridt i den rigtige retning det seneste år, hvor jeg også har fået spilletid på førsteholdet. Jeg var derfor aldrig i tvivl om, om jeg skulle forlænge, for EfB er en god klub at være i med fantastiske rammer, så det var et let valg, siger Phun Mang.

Phun Mang har indtil videre spillet seks kampe for EfB. Han debuterede d. 25. februar mod Silkeborg IF.

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo