Førstehold

EfB gav spilletid til alle i Randers

23 spillere kom i aktion for Esbjerg fB i årets første træningskamp, da holdet på udebane mødte Randers FC. Hjemmeholdet vandt med 5-3 efter en anden halvleg, hvor det lykkedes at score fire gange.

Årets første træningskamp for Esbjerg fB blev afviklet lørdag eftermiddag, da Randers FC lagde kunstgræs til. EfB gav spilletid til 23 spillere i opgøret, som sluttede med en 5-3-sejr til kronjyderne. Yuiry Yakovenko, Joni Kauko og Andri Bjarnason scorede.

Kampen startede i et højt tempo fra begge mandskaber, hvor spilleglæden var tydelig efter en lang vinterpause.

For EfB’s vedkommende åbnede kampen på rigtig lovende vis.

Allerede efter tre minutters spil faldt nemlig den første scoring, da Yuriy Yakovenko var på pletten tæt under mål.

EfB fangede bolden på egen banehalvdel, og satte straks en omstilling i gang.

Mads Larsen drev den frem i højre siden, hvorfra han sendte et godt, fladt indlæg ind foran, som Yakovenko kunne sende i nettet efter en nærkamp med Randers’ målmand.

Kort efter kom også Jakob Ankersen til afslutning, da han trak ind i banen og forsøgte sig med en bold mod det lange hjørne.

2-0-scoringen udeblev dog, da der lige manglede nogle få centimeter for et flot mål.

Randers tog efterfølgende teten på kampen uden, at det dog for alvor lykkedes at ryste EfB-defensiven.

Efter 38 minutters gik den dog ikke længere for EfB, da Mads Kikkenborg i målet måtte se sig passeret.

Kronjyderne afsluttede et flot angreb, hvor holdet kombinerede sig godt igennem i deres højre side, og til sidst chippede bolden ind over Kikkenborg.

Bolden gik mod bagerste stolpe, hvor en lyseblå klædt spiller dukkede op, og uden de store problemer kunne udligne til 1-1.

Cheftræner Olafur Kristjansson benyttede pausen til at skifte alle 11 spillere.

Det kunne ses på EfB’s spil, idet Randers startede klart bedst.

Derfor var det ikke ufortjent, at hjemmeholdet kunne bringe sig foran med 2-1 efter få minutter.

Et indlæg blev sendt ind i EfB’s felt, som en Randers-angriber satte panden på.

Jeppe Højbjerg, der spillede de sidste 45 minutter, hev en fin redning frem i første omgang, men blev presset til at give en retur, som på målstregen blev sendt i mål.

Kort efter iscenesatte Lasha Parunashvili et godt angreb, og han spillede Andri Bjarnason fri til afslutning i målfeltet.

Randers’ bagerste mand kom dog godt i vejen, og fik reddet.

I stedet for en udligning viste værterne sig derimod uhyggeligt kyniske i de følgende minutter.

Således scorede randrusianerne til 3-1, 4-1 og 5-1 inden for fem minutter i sekvenser, hvor EfB vil ærgre sig over særligt forsvarsspillet.

Efter 83 minutter blev blot 15-årige Phun Mang, der til dagligt spiller på U17-holdet, sendt på banen.

Den unge kantspiller faldt med det samme ind i spillet, og var hurtigt med til at sætte Joni Kauko op, der reducerede til 2-5 i slutminutterne med en kold afslutning fra feltkanten.

Ikke længe efter blev det til endnu en reducering, da Bjarnason på flotteste vis saksesparkede en bold i kassen fra kanten af det lille målfelt.

Der blev ikke scoret yderligere, og således fik hele kamptruppen vigtige meter i benene.


Resultat:
Randers FC – Esbjerg fB 5-3 (1-1)

Målscorere:
3’ 0-1 Yuriy Yakovenko
38’ 1-1 Simon Piesinger
51’ 2-1 Elhaji Kamara
62’ 3-1 Elhaji Kamara
65’ 4-1 Kasper Høgh
67’ 5-1 Elhaji Kamara
85’ 5-2 Joni Kauko
87’ 5-3 Andri Bjarnason

Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
2 Jonas Mortensen
29 Noah Nurmi
17 Kevin Conboy
13 Clinton Antwi
62 Marcus Kristensen
3 Simon Bækgård
50 Mads Larsen
26 Mathias Kristensen
10 Jakob Ankersen
23 Yuriy Yakovenko

Indskiftninger:
46’ Jeppe Højbjerg (Mads Kikkenborg)
46’ Daniel Anyembe (Jonas Mortensen)
46′ Jeppe Brinch (Noah Nurmi)
46′ Viktor Tranberg (Kevin Conboy)
46′ Denis Catovic (Clinton Antwi)
46′ Lasha Parunashvili (Marcus Kristensen)
46′ Simon Bækgård (Nicklas Strunck)
46′ Joni Kauko (Mads Larsen)
46′ Pyry Soiri (Mathias Kristensen)
46′ Zean Dalügge (Jakob Ankersen)
46′ Andri Bjarnason (Yuriy Yakovenko)
83′ Phun Mang (Zean Dalügge)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo