Kampreferat

EfB moser Thisted og vinder igen

Esbjerg fB tog søndag den anden sejr ud af to mulige i 2024, da holdet uden de store vanskeligheder på udebane slog Thisted FC med 5-2. Holdet førte med hele 3-0 ved pausen.

Der var ingen slinger i valsen for Esbjerg fB, der søndag eftermiddag vandt med 5-2 på fremmed græs over Thisted FC. EfB leverede hele vejen igennem en god præstation, og sejren var ikke et mål for lille.

EfB kom blæsende ud af starthullerne, og fik hurtigt taget initiativet på kampen, selvom nordvestjyderne et par gange i de første minutter lagde an til angreb.

Efter blot syv minutters spil faldt kampens første scoring, da EfB bragte sig foran med 1-0.

Nicklas Strunck havde sendt at skud afsted mod mål, men bolden blev rettet af ud over baglinjen til et hjørnespark.

Det tog Mikail Maden sig af, og ad to omgange fik han sendt en perfekt bold ind i feltet, som Yacine Bourhane fik dirigeret mod mål.

På stregen ramte den en Thisted-spiller på låret, snød målmanden og trillede i nettet.

Efter godt et kvarters spil var Andreas Lausen tæt på at øge til 2-0, da han fra små 20 meter afsluttede.

Den kvalificerede afslutning strøg dog lige akkurat forbi den ene opstander.

Hjemmeholdet havde vanskeligt ved at fastholde spillet i længere sekvenser mod det aggressive og parate EfB-hold, der konstant var angrebs- og afslutningssøgende.

I det 25. spilleminut kom det særligt til udtryk, da Strunck fra omkring 30 meter tog sagen i egen hånd.

Med et velplaceret spark skruede han således bolden helt op i fjerneste målhjørne, og gjorde det til 2-0.

Blot 10 minutter senere blev det også 3-0 til EfB, da topscorer Elias Sørensen var på pletten.

Angriberen blev spillet fri i feltet, og med en sikker velplaceret afslutning uden om målmanden kunne han og holdkammeraterne se bolden stryge i nettet.

Cheftræner Lars “Lungi” Sørensen foretog ingen ændringer i pausen, og EfB-spillerne kunne derfor alle gå ud ad omklædningsrummet og fortsætte det flotte arbejde fra anden halvlegs start.

Og det gjorde EfB.

For efter blot fem minutters spil scorede Maden sit første mål for EfB.

Han afsluttede et fremragende angreb, der begyndte ved målmanden Lukas Jonsson, involverede Lausen, Bytyqi og Sørensen, inden nordmanden alene igennem med Thisted-målmanden trak forbi, og scorede sikkert i det tomme net.

Da stadionuret rundede en lille time blev Emil Holten og Marcus Hansen sendt fra bænk til bane.

Begge faldt godt ind i det store spilovertag, og var med til at kreere flere gode muligheder.

Både Lausen og Strunck forsøgte sig med gode skud, men ind ville bolden ikke.

Som minutterne skred frem kom Thisted længere frem på banen, og med omkring 20 minutter igen måtte Jonsson hive en god redning frem efter et nærgående skud i feltet.

Bolden blev reddet udover baglinjen og på det efterfølgende hjørnespark lykkedes det værterne at reducere ved bagerste stolpe.

Det blev dog ikke kampens sidste scoring for i det 79. minut scorede Sørensen sit andet mål, og øgede dermed til 5-1 til EfB.

Angriberen gik højt på Thisted-målmanden, og fravristede ham bolden, og kunne dernæst sende den i nettet uden problemer.

I kampens sidste minut lykkedes det Thisted at reducere endnu engang, da et vellykket langskud strøg ind bag Jonsson, der i fuld længde ikke kunne nå ud til bolden.

Kort efter fløjtede dommeren opgøret af, og EfB kunne lade sig tiljuble af de medrejsende fans og samtidig køre hjem med tre point til kontoen.

Næste runde for EfB spilles på Blue Water Arena søndag d. 24. marts kl. 14.00 – billetsalget til det opgør er i gang.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo