Førstehold

EfB nærmer sig toppen efter vigtig sejr i Vejle

EfB udbyggede stimen uden nederlag, da effektivitet foran mål og et defensivt stærkt udtryk sørgede for en vigtig 3-1 sejr på udebane mod Vejle.

Der var lagt i kakkelovnen til et stort opgør mellem to af forhåndsfavoritterne til oprykning. Der blev slået ny sæsonrekord i antal tilskuere i NordicBet Ligaen med hele 4.305 tilskuere, ikke mindst takket være de mange EfB fans, der havde taget turen til Vejle Stadion. Solen skinnede da også med nærmest forårsagtige temperaturer, og EfB havde ikke tabt de seneste fire kampe før turen til Nørreskoven. Så alle forudsætninger var til stede for, at EfB kunne fortsætte den gode periode.
Men Vejle havde været stærke i sæsonstarten med kun ét nederlag i de første 11 kampe. Dertil fem sejre i fem hjemmekampe. De tog da også teten fra starten af første halvleg, hvor begge hold havde fokus på at stå godt i defensiven, hvilket gav en mere taktisk præget indledning.
Ved første EfB angreb fik vestjyderne tilkæmpet sig et hjørnespark. Bolden blev lagt over i det bagerste rum, hvor Rodolph Austin headede bolden på tværs til Andres Schetino. Uruguayaneren headede dog bolden et stykke over mål.
Efter det første kvarter var rundet begyndte kampen at åbne mere op. Hjemmeholdet kom længere frem på banen og det gav et par fornuftige langskudsforsøg, som dog ikke voldte Jeppe Højbjerg problemer i målet. At Vejle gik frem gav øjeblikket mere plads til EfB. Anfører Hagelskjær vandt bolden og sende hurtigt en god aflevering frem til Mathias Kristensen, der resolut sendte et skarpt indlæg ind foran mål. Der dukkede Adrian Petre op og med venstre inderside sørgede han for dagens første scoring. 1-0 til EfB på et kontrastød lige efter bogen.
Efter scoringen trak gæsterne sig tilbage på banen og lod Vejle om boldbesiddelsen. EfB så ud til at være ganske tilfredse med, at spille på omstillinger og i stedet fokusere på, at holde forsvaret kompakt. Hjemmeholdet var farligst på de mange frispark og dødbolde, de fik tilkæmpet sig nær gæsternes felt. Det farligste af disse endte efter noget klumpspil med at blive headet væk en meters penge fra målet.
Efter den første halve time jagtede Vejle stadig den første reelle mulighed. I den anden ende truede EfB på omstillinger, blandt andet blev Oti Essigba sendt flot afsted i dybden, men hans afslutning blev vinket væk af VB-keeperen. Vejle havde svært ved at finde vej igennem EfB-defensiven, der stod virkelig kompakt i hele første halvleg.
Få minutter før pausetid lykkedes det så Mathias Kristensen og Adrian Petre at bringe EfB yderligere i front. Med kun de to i et angreb fik de efter lidt ping-pong og hårdt arbejde sendt bolden i nettet, da Mathias Kristensen til sidst fandt plads og fik skovlet bolden ind over stregen. Dermed blev pausestillingen 2-0 til gæsterne fra Esbjerg, der viste stor kynisme og kompakt defensivt arbejde i en stærk første halvleg.
Vejle sad fuldstændig på den første periode af anden halvleg, hvor EfB virkelig var trykket i bund. Kort inde i anden halvleg kom Vejle til deres hidtil bedste mulighed, da Jacob Schoop sendte en hård bold ind foran mål. Der fik en EfB-fod guidet bolden snert over eget mål. På det følgende hjørnespark måtte Jeppe Højbjerg diske op med en redning for, at holde Vejlenserne fra at komme på tavlen. Kort efter var de igen farlige, da to EfB’ere røg på den samme finte, men skarpheden manglede hos de forreste fra hjemmeholdet.
Men helt som i første halvleg, så var vestjyderne enormt giftige på deres kontrastød. Ti minutter inde i anden halvleg gik Jesper Lauridsen med frem og blev spillet fri af Oti Essigba. Fra kanten af feltet sendte venstrebacken en klasseafslutning afsted som strøg direkte i kassen. Dermed stod det 3-0 i gæsternes favør.
Kampmønsteret fortsatte med Vejle i klar bolddominans, men med EfB farlige på omstillinger. Men da det så allermest ud til, at hjemmeholdet aldrig ville få dirket på for den vestjyske defensiv, så kom reduceringsmålet. Farias blev spillet i dybden, han lagde bolden skråt tilbage i feltet, hvor Imed Louati kom først på bolden og med en kontrolleret afslutning sendte han bolden i nettet bag Højbjerg til 1-3.
Midtvejs i halvlegen lå både Mark Brink og Andres Schetino på græsset med hvad der lignede skader. Det gav et længere spilstop til stor utilfredshed for hjemmepublikummet. Brink fortsatte på banen, mens lejesvenden Schetino var nødt til at forlade grønsværen. Ind kom Lasha Parunashvili. Få minutter efter måtte Mark Brink dog også forlade banen i bytte for Daniel Anyembe.
Kampen gik efterfølgende ind i en døsig periode, hvor der ikke blev skabt ret meget. Spillet bølgede frem og tilbage, men de mange spilstop ved frispark og indskiftninger trak tempoet ud af kampen. EfB foretog den sidste udskiftning da William Møller blev sat på banen for Adrian Petre. Rumæneren havde fejret en sjælden plads i startopstilling med både mål og assist.
I slutfasen lagde EfB et pres højere i banen, hvilket var med til at holde Vejle fra at kunne etablere et ordentligt og sidste tryk. Frustrationerne fik til gengæld frit løb og det kostede et par gule kort og en bortvisning til Vejles træner Adolfo Sormani. Jeppe Højbjerg tildrog sig også et gult kort i fællesskab med en Vejle-spiller, efter nogle skærmydsler i EfB-feltet.
Men mere spillemæssig spænding kom der ikke og derfor kunne EfB rejse vestpå igen med tre point i bagagen. Dermed er holdet oppe på 20 point og med en aktuel fjerdeplads kan oprykningspladserne endelig øjnes.
Det betyder alt at vi vinder i dag. Vi spiller en rigtig god udebanekamp, selvom det nærmest føltes som en hjemmekamp med alle vores fans i dag. Det er fedt at vinde i den kulisse, det var en fornøjelse og derfor også deres sejr idag. Vi var rigtig farlige på omstillinger og det er tydeligt at se i vores sidste par kampe her, at vi har lært noget af sæsonstarten, sagde målscorer Jesper Lauridsen umiddelbart efter kampen.
Næste kamp for EfB er søndag den 22. oktober mod Fremad Amager. Kampen spilles på Blue Water Arena med kampstart 14.30.
Inden da er der på onsdag Youth League returkamp på Blue Water Arena når EfB’s U19 hold tager imod finske KäPa. Den kamp starter kl 14.00 og der er gratis adgang for alle.
Af Anders Kilgast Jensen

Kampen i tal:

Vejle – EfB 1-3
18: 0-1 Adrian Petre
42: 0-2 Mathias Kristensen
57: 0-3 Jesper Lauridsen
67: 1-3 Imed Louati

EfB’s Startopstilling:

Jeppe Højbjerg
Nikolaj Hagelskjær
Agus Garcia
Rodolph Austin
Jesper Lauridsen
Andres Schetino
Jacob Lungi Sørensen
Mathias Kristensen
Mark Brink
Emmanuel Oti Essigba
Adrian Petre

Indskiftninger:

Lasha Parunashvili
(71. for Andres Schetino)
Daniel Anyembe
(76. for Mark Brink)
William Møller
(80. for Adrian Petre)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo