You are currently viewing EfB og TV Syd sammen om spændende projekt

EfB og TV Syd sammen om spændende projekt

I den kommende sæson går TV Syd helt tæt på Esbjerg fB, idet parterne er blevet enige om at lave en dokumentar-serie inspireret af det populære Netflix-hit Sunderland ’Til I Die. Seerne kan således til foråret se frem til en unik produktion på otte afsnit om et skelsættende år for EfB.

TV-stationen TV Syd vil i sæsonen 2021/2022 gå helt tæt på Esbjerg fB, idet parterne har lavet en aftale om at følge klubbens bestræbelser på at vende retur til Superligaen. Således vil et fast hold af journalister og fotografer følge EfB indefra og være med i omklædningsrum, til kampe, ved spillertilgange og meget andet.

Dokumentaren, der er inspireret af Netflix-serien Sunderland ’Til I Die vil også fokusere på EfB’s betydning for folk i og omkring Esbjerg.

Brian Bo Knudsen, adm. direktør i EfB, fortæller om baggrunden for at byde et kamerahold med helt inden for.

– Vi glæder os over det kommende samarbejde med TV Syd, som er meget kompetente og dybt professionelle. EfB står over for en sæson, hvor målet er at rykke op i Superligaen, og der blæser i den grad nye vinde ind fra vest, hvilket vi i fællesskab ønsker at indvie omverdenen i, og vi både tror og håber, at det i sidste ende munder ud i en række fantastiske programmer, hvor den enkelte seer får følelsen af at komme med helt ind i maskinrummet.

Direktør Betina Bendix, TV SYD, tilføjer:

– TV SYD vil gerne samle seerne om emner og mennesker, der gør Syd- og Sønderjylland til noget helt særligt. Jeg kan ikke forestille mig en bedre vej til at opfylde den vision end at følge en af landsdelens traditionsrige fodboldklubber i deres kamp for at vende tilbage til den bedste række. Fodbold er jo følelser, talent, penge og stærk involvering af rigtig mange esbjergensere.