EfB scorer seks og vinder i Hobro
Esbjerg fB hentede fredag sæsonens første point, da holdet på udebane vandt med hele 6-3 over Hobro IK. Emil Holten scorede hattrick.
En helhjertet holdpræstation og mange flotte angreb dannede grundlaget for Esbjerg fB’s sejr på 6-3 fredag aften på udebane mod Hobro IK. Elias Sørensen assisterede fire gange og scorede et, mens Emil Holten lavede hattrick.
Værterne kom umiddelbart bedst ud ad starthullerne, og fik allerede efter blot tre minutters spil skabt en stor mulighed efter et hjørnespark.
Der opstod nemlig klumpspil i EfB’s lille felt, og pludselig fik en modstander muligheden for at afslutte fra tæt hold, men bolden gik forbi stolpen.
EfB arbejdede sig dog fint ind i kampen, og det gav pote efter syv minutters spil, da Nicklas Strunck resolut hamrede bolden i nettet.
Et indkast blev sendt i feltet, og Elias Sørensen fik flot lagt nedfaldsbolden af for fødderne af Strunck, der kunne løbe lige ind i den og gøre det til 1-0 til EfB.
Scoringen gjorde godt for holdet, der fik trykket Hobro langt tilbage i banen således, at spillet primært foregik på hjemmeholdets halvdel i den efterfølgende periode.
Særligt centralt fik Yacine Bourhane meget plads til at fordele spillet, ligesom han kom i vejen for mange forsøg på angreb fra værternes side.
Efter 26 minutters spil blev det også 2-0 til EfB ved Emil Holten.
En bold blev sendt fra bagkæden afsted mod Sørensen, der gik forbi sin direkte modstander og kom fri i feltet.
Uselvisk spillede han bolden på tværs i feltet til Holten, der let kunne dirigere den i nettet.
Glæden varede dog kort, for blot halvandet minut senere reducerede Hobro til 1-2 på et flot langskudsmål uden chance for målmand Daniel Gadegaard.
Scoringen gav Hobro tro på tingene, og hjemmeholdet fik held med at sætte et mindre pres på EfB.
Som efter 38 minutters spil hvor en stor chance opstod ud af mere eller mindre ingenting fra kort afstand, men heldigvis for EfB’erne fik Hobro-angriberen ikke træf på bolden, og Andreas Troelsen kunne afværge.
Næste store mulighed i den underholdende første halvleg tilfaldt efter i det 40. spilleminut, og den blev omsat til en 3-1-scoring.
Målet var en tro kopi af den forrige, for atter gik Sørensen forbi en forsvarsspiller, og sendte bolden på tværs.
Her var Holten igen på plads, og kunne uden at anstrenge sig ret meget styre bolden i nettet.
EfB foretog ingen ændringer i pausen, så de 11 spillere, der havde leveret varen i første halvleg, fik lov at fortsætte fra anden halvlegs begyndelse.
Det gjorde de godt, og i løbet af de første minutter lykkedes det ved aggressivitet og hurtigt fremadrettet spil at tilspille sig et par hjørnespark og skabe gode situationerne på Hobro-banehalvdelen.
Som efter en times spil, da Bourhane for gud hvilken gang snuppede bolden fra en Hobro-spiller, og straks spillede videre.
Det resulterede i en fin mulighed til Holten, der kom alene igennem med målmanden, men dog måtte se sin afslutning reddet.
EfB’s første ændring kom efter 62 minutters spil, da Benjamin Hvidt blev sendt i aktion på den centrale midtbane til fordel for Andreas Lausen, der havde kæmpet bravt og generelt spillet fint.
I det 65. minut scorede EfB endnu engang, da Lucas From gjorde det til 4-1.
EfB fangede bolden på egen banehalvdel, og satte straks fart på frem i banen.
Sørensen modtog den i sin venstre angrebsside, tog et træk ind i banen, og sendte en flad bold modsat til fremadstormende From, der med en flot afslutning scorede i det lange hjørne.
Et lille kvarter før tid fik Hobro reduceret endnu engang.
Et indlæg i venstre side af banen havnede lige midt i feltet, hvor en modstander fik alt for meget plads til at stige til vejrs og pande bolden ind bag Gadegaard.
Panikken nåede kortvarigt at sprede sig på EfB-holdet, der blot tre minutter senere måtte indkassere endnu et mål, og pludselig var tremåls-føringen reduceret til et.
Det rystede dog ikke EfB mere end, at under et minut efter at have indkasseret det tredje mål, så slog holdet til for femte gang.
Denne gang var Sørensen selv på pletten, da han sparkede en bold, som Hobro-målmanden ikke kunne holde det sidste stykke ind over stregen.
Med 5-3 på tavlen og få minutter igen benyttede cheftræner Lars “Lungi” Sørensen muligheden for at få fornyet energi på banen.
Ind kom Frederik Flaskager til sin debut sammen med Elias Andersen, og de to unge EfB’ere var med til at stå imod Hobro-presset med dybdeløb.
Det var dog Holten, der lukkede og slukkede i Hobro, for to minutter før tid scorede han hattrick på oplæg af debutant Flaskager.
Med et tørt spark i modsatte sidenet gjorde anføreren det nemlig til 6-3.
Der blev ikke scoret i den yderst underholdende fodboldkamp, hvor EfB fik skabt masser af muligheder og omsat seks af dem til mål.
EfB spiller næste runde hjemme på Blue Water Arena, når AC Horsens kommer på besøg – billetsalget til den kamp er i gang.