Førstehold

EfB sejrer fortjent med 2-1

Esbjerg fB kom tilbage på sejrssporet søndag, da holdet hjemme på Blue Water Arena sejrede med 2-1 over FC Roskilde. Mads Larsen scorede i første halvleg, inden Emil Holten udbyggede efter pausen.

Den 12. sejr i sæsonen blev en realitet søndag eftermiddag for Esbjerg fB, der hjemme på Blue Water Arena slog FC Roskilde fortjent med 2-1. Mads Larsen scorede på hovedstød før pausen, inden Emil Holten gjorde det til 2-0 efter en times spil.

Kampen åbnede med en helt lige slagudveksling med masser af spil på midten af banen uden de store udsving hverken offensivt eller defensivt hos de to mandskaber.

EfB bed således først fra sig for alvor med en god mulighed efter godt 10 minutters spil.

Nicklas Strunck blev spillet fri foran feltet, hvorfra han snød sin direkte modstander, og bragte sig i en god skudposition.

Midtbanespilleren afsluttede fladt mod modsatte side, men Roskilde-målmanden kom flot ned og fik pareret ud over baglinjen.

Gæsterne havde valgt en defensiv tilgang, og var sjældne gæster på EfB’s banehalvdel i første halvleg.

Det gjorde det vanskeligt at skabe de åbenlyse muligheder for EfB, da Roskilde-forsvaret stod kompakt foran feltet.

Strunck forsøgte sig igen efter en halv times spil med endnu et forsøg.

Skuddet fra 20 meter var kvalificeret, men endnu en flot redning på stregen afværgerede et EfB-mål.

Efter 36 minutter lykkedes det endelig at bryde igennem muren, da EfB kom foran med 1-0.

Elias Sørensen brød bolden foran feltet, og fik den sendt i en bue over i det bagerste område af feltet.

Her dukkede Emil Holten op og med et smart hovedstød på tværs, fandt han Mads Larsen, der med hovedet kunne pande bolden i mål.

Scoringen gjorde EfB godt, og inden pausen skulle Larsen få endnu en chance for at score, men hans afslutning alene med målmanden blev dog reddet.

Der blev ikke scoret yderligere inden pausen, og EfB kunne derfor gå i kabinen med en føring i bagagen.

Cheftræner Lars Vind valgte da også at fastholde alle 11 startende spillere til anden halvlegs start, og det virkede som den helt rette beslutning, for EfB fortsatte det tryk, som holdet fik sat i det sidste kvarter af de første 45 minutter.

EfB spillede med tålmodighed og koncentration, og lod sig ikke stresse.

Det blev belønnet efter godt en times spil, da Holten opfangede en mistimet tilbagelægning fra en Roskilde-spiller.

Alene med målmanden var angriberen usvigelig sikker og med et velplaceret træf hamrede han bolden i nettet til 2-0.

Herfra var der egentligt kontrol over begivenhederne, og EfB formåede at holde Roskilde væk fra alt, hvad der mindede om oplagte muligheder for at reducere.

Alligevel lykkedes det dog sjællænderne at reducere til 1-2 små 10 minutter før tid.

En nedfaldsbold landede omkring halvbuen, hvor en modstander fik det helt rette træf og sparkede den flot ned i målhjørnet uden chance for Lukas Jonsson, der ellers var ude i fuld længde i forsøget på at afværge.

Det skabte en anelse panik i de døende minutter, da Roskilde pumpede lange bolde frem i feltet, men EfB-bagkæden holdt stand og stod flot imod.

Derfor kunne EfB-holdet også række hænderne i vejret, da dommeren fløjtede af efter godt 94 minutter, og de tre point fortjent var en realitet.

EfB spiller næste runde på udebane fredag, hvor modstanderen er HIK.


Resultat:
Esbjerg fB – FC Roskilde 2-1 (1-0)

Målscorere:
36’ 1-0 Mads Larsen
63’ 2-0 Emil Holten
81’ 2-1

Startopstilling:
1 Lukas Jonsson
2 Jonas Mortensen
30 Con Ouzounidis
5 Andreas Troelsen
6 Jesper Lauridsen
4 Tobias Bjørnebye
24 Hans Høllsberg
19 Nicklas Strunck
18 Marcus Hansen
8 Mads Larsen
11 Emil Holten

Indskiftninger:
71’ Yacine Bourhane (Hans Høllsberg)
71’ Marcus Hansen (Elias Sørensen)
84’ Leonel Montano (Emil Holten)

Tilskuertal:
1.538

Næste Hjemmekamp
søndag d. 12. maj - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo