EfB sejrer i forårspremieren
Esbjerg fB fik en god start på forårssæsonen, da holdet hjemme på Blue Water Arena søndag slog AB med 2-1. Bardhec Bytyqi og Andreas Lausen scorede for EfB i første halvleg.
Foråret blev sparket ind på bedste vis for Esbjerg fB, der søndag eftermiddag på eget græs vandt med 2-1 over AB for øjnene af 2.862 tilskuere på Blue Water Arena. EfB scorede to gangen inden for fire minutter i første halvleg ved først Bardhec Bytyqi og dernæst Andreas Lausen.
Det var gæsterne, der lagde bedst fra land med et spilovertag på EfB’s banehalvdel uden, at det dog førte til alverden.
Efter 10 minutters spil bed EfB fra sig for første gang, da Jonas Mortensen lavede et gennembrud, og gik med frem.
Backen fik tid og plads til at slå et indlæg i feltet, som kun blev halvclearet.
Returbolden faldt ned for fødderne af Bardhec Bytyqi, der foran frit mål overplacerede sin afslutning og måtte se bolden gå over.
Anderledes skarp var Bytyqi, der indtog pladsen som frontangriber, efter et lille kvarters spil.
Andreas Lausen afsluttede et fint angreb, men måtte se bolden gå udover baglinjen efter en redning.
På det efterfølgende hjørnespark opstod der klumpspil i feltet, og efter en omgang flippermaskine faldt bolden ned for fødderne af Bytyqi, der uden betænkningstid hamrede 1-0-føringen i hus.
Inden stadionuret rundede 20 minutter blev det også 2-0 til EfB, der viste effektivitet af højeste karat efter et hjørnespark imod.
Elias Sørensen opsnappede bolden foran eget felt, og satte ellers kursen direkte mod AB-målet.
Efter at have løbet en halv banelængde afleverede han i målfeltet uselvisk bolden i feltet til Lausen, der også kom stormende frem.
Midtbanespilleren fik ad to omgange sikkert sendt bolden i nettet med et lille fikst vip over målmanden og i netmaskerne.
De to mål på få minutter rystede gæsterne, der i modsætning til kampens indledning pludselig havde svært ved at fastholde bolden i længerevarende sekvenser.
Mod første halvlegs slutning lykkedes det dog AB igen at etablere noget spil på EfB’s banehalvdel, men Andreas Troelsen og forsvarskollegaerne i bagkæden blev ikke sendt på overarbejde for at beskytte eget mål.
Der blev ikke scoret yderligere i de første 45 minutter, og alle 11 spillere fik genvalg fra anden halvlegs start.
AB kom umiddelbart bedst ud efter pausen, og tvang Lukas Jonsson i EfB-målet til et par fine redninger inden for den første håndfuld minutter.
For EfB kneb det til gengæld med at gøre angrebene farlige, når chancerne opstod, og oftest skyldtes det, at den sidste aflevering var upræcis.
Med godt 20 minutter igen foretog cheftræner Lars “Lungi” Sørensen den første indskiftning, da Emil Holten blev sendt i aktion for at bringe mere og fornyet energi ind helt fremme.
Også Marcus Hansen blev senere sendt på banen for at være med til at bryde det spilovertag AB fik etableret mod slutningen.
Et spilovertag der fire minutter før tid resulterede i en reducering, da en AB’er flot sparkede en flad bold ind bag Jonsson.
Det blev dog ikke farligere end som så, og EfB forsvarede sikkert sejren hjem.
Dermed fortsatte holdet, hvor det slap i efterårssæsonen, og hentede yderligere tre point til kontoen i 2. division.
EfB spiller næste runde på udebane mod Thisted FC.