Førstehold

EfB skriver lang kontrakt med Lucas From

25-årige Lucas From er ny Esbjerg fB-spiller, idet offensivprofilen har underskrevet en tre-årig aftale. Han har senest spillet for Aarhus Fremad.

Esbjerg fB styrker offensiven yderligere med tilgang af Lucas From, der har underskrevet en kontrakt på tre år, og dermed får hjemmebane i Esbjerg frem til sommeren 2027.

From har fået sin fodboldopvækst i Vejle BK, inden han i 2020 skiftede til Aarhus Fremad, og blev en stor profil hos både aarhusianerne og i 2. division.

Lars ”Lungi” Sørensen, cheftræner i EfB, sætter ord på, hvorfor det har været en prioritet at tilknytte From til truppen.

– Vi har efterhånden stået over for Lucas From en del gange, og han har været en spiller, vi har skullet forholde os til, fordi han har været en irriterende god modstander. Lucas er teknisk stærk og kan med sin udfordrende spillestil virkelig kreere chancer til sig selv og holdkammeraterne, og det forventer vi også, han kommer til i EfB. Vi glæder os derfor til at få ham som medspiller og til at byde ham velkommen i klubben, siger han.

Offensivspilleren glæder sig til at trække den blå-hvid-stribede trøje over hovedet og komme i gang:

– Jeg har været meget interesseret i at prøve mig af på et højere niveau end 2. division, og har også haft forskellige muligheder for det, men da EfB meldte sig på banen, var jeg ikke i tvivl. Det er en stor klub med et godt fodboldhold, som jeg jo har spillet imod en del gange de seneste år, og hele pakken her tiltaler mig. Jeg har haft gode snakke med ”Lungi” og menneskerne i og omkring klubben virker rare, og det betyder også meget. Og så bliver det jo bare fedt at møde de nye holdkammerater og løbe ind på Blue Water Arena og have tilskuerne i ryggen frem for det modsatte.

25-årige Lucas From træner for første gang med EfB lørdag.

Fakta:
Navn: Lucas From
Født: D. 22. maj 1999
Tidligere klubber: Vejle BK, Aarhus Fremad

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo