Førstehold

EfB spillede 0-0 i premieren

Esbjerg fB fik ikke den ønskede start på forårssæsonen, idet det blot blev til et enkelt point hjemme på Blue Water Arena imod Vendsyssel. Trods flere gode scoringsmuligheder til EfB endte opgøret 0-0.

På en flot solskinsdag åbnede Esbjerg fB foråret i 1. division med en hjemmekamp på Blue Water Arena, men det kastede ikke de håbede tre point af sig. Vendsyssel FF, som var modstanderen, stod godt imod EfB’s pres og fik med 0-0 et enkelt point med hjem til nordjyske.

Kampen forløb ikke planmæssigt, da dommer Patrick Remon Gammelholm valgte at udskyde kampstart en time på grund af baneforholdene, der var hårdt medtaget af den ekstreme nattefrost. Den ekstra times solskin direkte på plænen gjorde underværker, og således kunne holdene spille kl. 14.00.

EfB fik den bedste start på opgøret, og allerede efter 30 sekunders spil burde det også være blevet til en 1-0-scoring.

Rodolph Austin sendte et indlæg ind i feltet mod det bagerste område, hvor den nytilkomne angriber Kjartan Finnbogason fik tid og plads til at pille bolden ned.

Islændingen gjorde alt rigtigt i situationen, og han fik bragt sig i en en-mod-en-situation med nordjydernes målmand, som dog kom godt ud i feltet og fik afværget.

EfB sad i det hele taget på kampen fra første minut med aggressivt spil og lyst til at true Vendsyssel-defensiven.

Efter 10 minutter var det så Nicklas Strunck, der var tæt på at score til 1-0.

Midtbanespilleren, der var placeret på højre kant, modtog bolden på kanten af feltet, hvorfra han resolut hamrede fladt mod mål. Uheldigvis for den unge EfB’er måtte han se den fine afslutning tage stolpen og gå i spil igen.

Strunck var i det hele taget et godt spillehumør, og med sin iver og løbevillighed voldte han gæsterne store problemer.

Vendsyssel fik efter en svær start bedre greb om kampen efter en halv times tid, hvor den direkte spillestil kastede et par halve muligheder af sig.

Det lykkedes nemlig et par gange at etablere angreb omkring EfB’s målfelt, men forsvarskæden var konsekvente og afviste uden de store kvaler alle tilnærmelser.

Austin lå placeret på den centrale midtbane, og jamaicaneren viste masser af løbevillighed og styrke i duellerne.

Især den førstnævnte egenskab bragte ham i et par gunstige skudpositioner i første halvleg.

Som efter godt 35 minutter, da han var gået med frem i en omstilling, og fik serveret bolden af Finnbogason. Austin sendte straks et kompetent skud afsted mod Vendsyssel-målet, men måtte se det gå en meters penge over.

Kort før pausen var Finnbogason atter tæt på at score, men hans afslutning tæt under mål blev sparket væk på målstregen af en vågen forsvarsspiller.

Cheftræner Olafur Kristjansson foretog ingen ændringer i pausen, så EfB fastholdt rytmen fra anden halvlegs start som det spildominerende hold.

Lasha Parunashvili var bagmanden bag et fornemt angreb efter en times spil.

Georgieren modtog bolden midt på Vendsyssels banehalvdel, hvorfra han spillede en god bold inden om en modstander og lige i fødderne på en fremadstormende Daniel Anyembe. Backen sendte straks et indlæg ind i feltet, som var få centimeter fra at nå Finnbogason foran mål, men igen kom målmanden i vejen.

Efter 65 minutter foretog EfB den første indskiftning, da Andri Bjarnason blev sendt på banen.

Han lagde sig med det samme helt frem ved siden af sin islandske landsmand i håbet om at skabe den situation, der kunne blive kampafgørende.

EfB tilspillede sig flere gode muligheder mod kampens slutning, men Vendsyssel forsvarede målet flot og heroisk.

Otte minutter før tid var chokket ved at indtræffe sig på stadion blandt de få tilstedeværende, da målmand Mads Kikkenborg blev testet.

Fra tæt hold kom Vendsyssel til afslutning, men EfB’s sidste skanse hev en flot redning ud ad ærmet.

I de allersidste sekunder formåede EfB at skabe et par løse chancer, men der blev ikke scoret, og derfor sluttede det, som det startede.

Næste opgave er på udebane mod FC Fredericia.


Resultat:
Esbjerg fB – Vendyssel FF 0-0 (0-0)

Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
40 Daniel Anyembe
32 Kasper Pedersen
17 Kevin Conboy
13 Clinton Antwi
6 Lasha Parunashvili
8 Rodolph Austin
7 Joni Kauko
19 Nicklas Strunck
10 Jakob Ankersen
22 Kjartan Finnbogason

Indskiftninger:
65′ Andri Bjarnason (Lasha Parunashvili)
74′ Pyry Soiri (Jakob Ankersen)
74′ Jeppe Brinch (Daniel Anyembe) 
86′ Zean Dalügge (Kasper Pedersen)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo