Førstehold

EfB sprudlede mod Hobro

Et underholdende og offensivt Esbjerg fB-mandskab slog mandag Hobro IK med 5-2 i en træningskamp på Blue Water Arena. EfB scorede fire gange i første halvleg, og leverede mange flotte aktioner fremme på banen.

Blue Water Arena lagde mandag eftermiddag græstæppe til Esbjerg fB’s træningskamp mod Hobro IK, og de 400 fremmødte tilskuere fik sig en underholdende forsmag på, hvad holdet gerne vil vise på banen i den kommende sæson i NordicBet Ligaen. Således vandt EfB med hele 5-2 efter en god holdpræstation, der var præget af mange flotte, offensive momenter.

Kampen åbnede bedst for EfB’erne, der efter blot fire minutters spil kunne bringe sig foran med 1-0 ved Emil Holten.

Angriberen opsnappede bolden fra en modstander, og stak straks afsted og skabte sig en god position.

I en-mod-en-situationen med Hobro-målmanden valgte Holten efterfølgende flot at chippe ind over og i mål.

Små 10 minutter senere var det så Hobro, der kom på scoringstavlen med et flot mål fra distancen.

Således fik en gulklædt tid og plads til at trykke af fem meter fra feltet, og bolden blev sendt op i nærmeste målhjørne uden chance for Mads Kikkenborg.

I det 21. spilleminut blev det også 2-1 til gæsterne, da EfB-forsvaret tillod for meget småspil og plads i feltet.

Kikkenborg blev derfor udplaceret fra kort afstand i feltet af en flad afslutning.

EfB fortsatte dog med at angribe, og det resulterede i en 2-2-udligning efter 28 minutters spil ved Mads Larsen.

Målet kom efter en situation, hvor Holten blev sendt i dybden og fik afsluttet alene med målmanden.

Den duel kom Hobro-keeperen bedst ud af, men han måtte give en retur, der landede for fødderne af Larsen.

Midtbanespilleren trykkede resolut af fra feltkanten, og sendte bolden i nettet via nettaget.

Fem minutter senere blev det også 3-2 til EfB, da holdet med aggressivt presspil erobrede bolden foran gæsternes målfelt.

Marcus Kristensen tog et par gode træk ind mod midten af banen, inden han fandt Denis Catovic, der fra sin position på venstre back kom stormende frem.

Den unge U19-spiller sendte efterfølgende bolden fladt ind foran mål, hvor Patrick Schmidt på ægte angriber-manér kunne sende den i kassen.

Kort efter blev det også 4-2, og endnu engang var det venstre-siden med Catovic, der iscenesatte målet.

Efter lidt småspil på kanten blev bolden atter sendt fladt ind foran mål, hvor en sikker og kontrolleret inderside fra Schmidt igen fik nettet til at blafre en sidste gang i første halvleg.

Det hidsige tempo fortsatte efter pausen, hvor EfB med højt pres og et stort løbepensum satte Hobro under pres fra det 46. minut.

Således foregik alt spillet i det første kvarter i og omkring gæsternes felt, og først efter en times tid måtte Kikkenborg i målet i aktion.

Hobro sendte et godt indlæg ind i feltet, og ved bagerste stang blev der headet.

EfB-målmanden kom dog godt ned til nærmeste opstander, og fik reddet.

Selvom cheftræner Peter Hyballa, som minutterne gik, foretog flere indskiftninger, så brød det ikke rytmen på holdet.

Mads Borchers, der blev sendt på banen med en lille halv time igen, markerede sig nemlig med en scoring til 5-2 efter hjørnespark i det 72. minut.

Nicklas Strunck, der bar anførerbindet, sendte en god bold ind i feltet, hvor 19-årige Borchers kom først på i det lille felt og fik headet holdets femte scoring ind.

Der blev ikke scoret yderligere, og EfB kunne dermed gå fra banen med en fortjent sejr og flot præstation.

Fredag aften spiller EfB igen, når holdet gæster Vejle BK.


Resultat:
Esbjerg fB – Hobro IK 5-2 (4-2)

Målscorere:
4′ 1-0 Emil Holten
10′ 1-1
21′ 1-2
28′ 2-2 Mads Larsen
33′ 3-2 Patrick Schmidt
35′ 4-2 Patrick Schmidt
72′ 5-2 Mads Borchers

Startopstilling:
1 Mads Kikkenborg
25 Jeppe Brinch
4 Viktor Tranberg
61 Con Ouzounidis
60 Denis Catovic
6 Lasha Parunashvili
19 Nicklas Strunck
8 Mads Larsen
56 Marcus Kristensen
55 Patrick Schmidt
62 Emil Holten

Indskiftninger:
18′ Marcus Gudmann (Jeppe Brinch
46′ Isak Olafsson (Viktor Tranberg)
61′ Mads Borchers (Emil Holten)
74′ Bendix Bennetzen (Mads Larsen)
80′ Gustav Jensen (Nicklas Strunck)
80′ Oliver Svendsen (Denis Catovic)
85′ Kasper Pedersen (Con Ouzounidis)
85′ Marcus Hansen (Patrick Schmidt)
87′ Andreas Troelsen (Marcus Kristensen)

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo