Akademi

EfB styrker indsatsen på akademiet yderligere

I arbejdet med at videreudvikle Esbjerg fB’s sportslige fundament tilføjes Niels Erik Søndergård den administrative stab i en rolle som sportslig koordinator med begyndelse fra september.

Niels Erik Søndergård vender retur til Esbjerg fB, idet den erfarne fodboldmand d. 1. september begynder i en nyoprettet stilling som sportslig koordinator. Stillingen indeholder en række administrative opgaver i forhold til DBU og ikke mindst akademiet, hvor rollen er påkrævet for at kunne opretholde licensen til landets fem bedste ungdomsrækker.

Adm. direktør Jens Hammer Sørensen ser frem til at byde Søndergård velkommen i teamet:

– Det er ingen hemmelighed, at der fra sæson til sæson stilles flere og flere krav fra DBU i forhold til at drive et elite-akademi og dermed være med i landets fem bedste ungdomsrækker på U13-, U14-, U15-, U17- og U19-niveau, og for at vi i EfB kan blive ved med at udvikle os og leve op til klubbens overordnede strategi med at bringe spillere fra ungdomshold til førstehold, skal vi tage skridt i den rigtige retning både på og uden for banen. Det er i det lys, vi har valgt at ansætte Niels Erik Søndergård i en vigtig koordinator-funktion, og han skal være med til at samle trådene og skabe yderligere overblik i hverdagen både til kamp og træning, HR-relateret arbejde i forhold til både ungdoms- og førsteholdsspillere og i arbejdet med FIFA’s TMS, ligesom vi på vores videre rejse har behov for at styrke tilgangen af nye spillere, og her vil Niels Erik også være en tiltrængt ressource.

– Det er ikke kutyme, at vi offentliggør det som en selvstændig nyhed, når vi ansætter en ny medarbejder i organisationen. Jeg og bestyrelsen ved dog godt, at der er mange holdninger til at ansætte tidligere medarbejdere blandt EfB-fans. Derfor synes vi kun, det er fair, at vi fortæller åbent og ærligt om tilføjelsen. Med Niels Erik Søndergård, der tiltræder i en helt anden rolle end tidligere, får vi en profil ind, der kan assistere i den sportslige organisation fra dag ét. Vi har ledt efter at finde en person, der kender dansk fodbold, og som har et indgående kendskab til blandt andet licenssystemet og procedurer i branchen. Det har vi fundet i Niels Erik, og derfor er han den rette person til opgaven, og vi glæder os til samarbejdet.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 29. september - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo