Førstehold

EfB tabte 0-1 i Vejle

Esbjerg fB led lørdag eftermiddag et 0-1-nederlag i Vejle i en kamp, hvor alt for meget ikke fungerede i hovedparten af de 90 minutter.

NordicBet Liga-klubben Vejle bød lørdag eftermiddag Esbjerg fB op til dans i sommer-opstartens sidste testkamp, inden det på fredag går løs i 3F Superligaen, og det endte med et blåhvidt nederlag på 0-1 efter en præstation, der lod meget tilbage at ønske.
EfB kom ellers fint fra start, og allerede efter få minutters spil testede nytilkomne Nicklas Røjkjær Vejle-målmanden med et fint skud, men afslutningen blev pareret udover baglinjen.
En lovende vestjysk start blev fulgt op af flere glimrende angreb over begge kanter, hvor især Pyry Soiri flere gange drev gæk med vejlensernes back i højresiden.
Langsomt arbejdede Vejle sig dog ind i kampen, og med hurtige omstillinger lykkedes det at teste EfB-defensiven af. Farligst blev det, da en Vejle-angriber pludselig var alene igennem med målmand Jeppe Højbjerg, som dog var iskold i situationen og greb det forsøgte lob ud.
I den anden ende var EfB pludselig tæt på at bringe sig foran med 1-0 kort efter, da Jesper Lauridsen sendte et frispark ind i feltet. Blandt venner og fjender steg en Vejle-forsvarer til vejrs, og han fik headet på egen overligger.
Tættere på scoring kom EfB ikke i første halvleg, men det gjorde Vejle til gengæld. Godt fem minutter før pausen blev det nemlig 1-0, da Jesper Lauridsen ikke kunne undgå at dirigere et indlæg i eget net.
Hjemmeholdet fortsatte efter pausen med at sætte EfB under pres, og flere nærgående forsøg blev sendt afsted mod Jeppe Højbjergs mål uden at det dog aldrig blev rigtig farligt.
Begge hold foretog efter en times tid en stribe indskiftninger, og det gik udover tempoet og flowet i kampen.
Mod slutningen af opgøret kom EfB dog tilbage på sporet og i momenter lykkedes det igen at skabe scoringsmuligheder. Tættest på var Jacob Lungi Sørensen, da han flot steg til vejrs på et indlæg fra Mark Brink og fik headet mod mål. Men sympomatisk for EfB’s kamp manglede det sidste, og midtbanespillere måtte se sit forsøg blive reddet flot af Vejle-målmanden.
Yderligere scoringer blev det ikke til, og EfB kom dermed ned på jorden, inden det går løs på fredag i Herning mod FC Midtjylland i sæsonpremieren.
Cheftræner John Lammers var ikke imponeret over indsatsen, da han efter kampen gav sin evaluering.
– Vi startede kampen fint, og i de første 15-20 minutter lykkedes vi med meget af det, vi havde aftalt. Derefter begyndte vi at lave mange uprovokerede fejl, og vi spillede alt for langsomt. Den værste modstander i dag var os selv og ikke Vejle, og det var måske et resultat af en hård træningsuge. Nu begynder vi at forberede os på premieren på fredag, hvor vi kommer til at levere en helt anden præstation, garanterer han.


Resultat:
1-0 (1-0)
Målscorere:
39′ 1-0 Jesper Lauridsen (selvmål)
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
29. Noah Nurmi
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
6. Lasha Parunashvili
7. Joni Kauko
38. Jacob Lungi Sørensen
11. Pyry Soiri
18. Nicklas Røjkjær
23. Yuri Yakovenko
Indskiftninger:
62′ Jeppe Brinch (Noah Nurmi)
62′ Patrick Egelund (Pyry Soiri)
62′ Mathias Kristensen (Nicklas Røjkjær)
62′ Mark Brink (Joni Kauko)
72′ Adrian Petre (Yuri Yakovenko)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo