
Nedtur i Gladsaxe: EfB taber klart til AB
Esbjerg fB led et hårdt 0-3-nederlag lørdag på udebane AB i en kamp, hvor skarpheden i felterne blev udslagsgivende.
Resultatmæssigt var det en hård lørdag eftermiddag i Gladsaxe for Esbjerg fB, idet holdet tabte med 0-3 i en ellers lige kamp, hvor skarpheden og kvaliteten i målfelterne blev altafgørende.
William Lykke vogtede som vanligt målet, og foran sig havde han tilbagevendte Patrick Tjørnelund, Gustav Bjerge og Jonathan Foss centralt og Sander Strand på den venstre back-position.
Midtbanen blev udgjort af Mikail Maden, Oskar Boesen, Nicklas Strunck og John Kolawole, mens James Ampofo og Muamer Brajanac dannede frontduo.
EfB fik en fornuftig start på kampen, hvor holdet truede AB flere gange i især dybden inden for de første minutter.
Det gav blandt andre en god mulighed til Brajanac, men hvor der dog manglede saft og kraft i afslutningen.
Efter 18 minutters spil mistede EfB bolden centralt i banen, hvilket AB straks lukrerede på til at slå en omstilling.
Hjemmeholdet kom i en overtalssituation, som flot blev eksekveret med til sidst et chip ind over Lykke, der var chanceløs og måtte se bolden sejle i nettet.
EfB var tæt på at svare igen med en udligning godt 10 minutter senere, da Ampofo tæt under mål kom til afslutning, men symptomatisk for holdets øjeblikkelige situation gik forsøget lige akkurat uden om den ene stolpe.
Der blev ikke foretaget nogle ændringer i pausen og frem mod anden halvlegs start, som EfB kom fint ud til.
AB lurede dog konstant på omstillinger, og efter 53 minutters spil fik EfB netop sådan en imod sig, da en modstander blev sendt fri i feltet til afslutningen.
Heldigvis for EfB strøg afslutningen en meters penge forbi.
Da stadionuret rundede en time blev situationen endnu værre for EfB, da AB bragte sig foran 2-0.
En modstander kom til baglinjen, sendte et fladt indlæg ind foran mål og ved bagerste område kunne en holdkammerat let score med en inderside-afslutning.
Herfra var gode råd dyre og tiden knap.
Værterne havde ikke travlt, og var selvsagt godt tilfredse, mens EfB febrilsk forsøgte at skabe spænding om udfaldet.
Marcus Hansen og Martin Kruse kom ind fra bænken med ny energi, mens Kolawole lagde sig helt frem på linje med Ampofo.
Lige lidt hjalp det, og i kampens sidste minut øgede AB til 3-0 på endnu en omstilling.
Dermed måtte EfB se sig slået og forlade banen uden point.
- 


