EfB'ere på succesfulde landsholdsture
10 spillere fra Esbjerg fB har været på landsholdsopgaver de seneste dage. For Marcus Hansen og Tobias Stagaard var der tale om debut i rødt og hvidt, mens Finland med Joni Kauko og Pyry Soiri på holdet kom nærmere EM-slutrunden i 2020.
Esbjerg fB har haft hele 10 spillere afsted på landsholdstjeneste de seneste dage, og alle vender hjem med gode resultater og masser af kamptræning i benene.
Det danske U21-landshold hentede således seks point mod henholdsvis Nordirland og Finland i de to kvalifikationskampe frem mod EM i 2021 i Ungarn og Slovenien, og det var med Daniel Anyembe på højre back i begge kampe. Jacob Lungi Sørensen var også udtaget, men måtte melde afbud grundet en skade.
Anders Dreyer, der har en fortid i EfB, var ligeledes med i U21-landsholdstruppen.
Adrian Petre og Rumænien jagter ligesom Danmark U21-EM. Petre scorede to mål i rumænernes 3-0-sejr over Ukraine, og spillede efterfølgende kampen mod Nordirland, der også blev vundet med samme cifre.
Holdene er begge i Gruppe 8. Danmark er nummer et med ni point, mens Rumænien er nummer tre med seks.
Fem spillere var desuden udtaget til Danmarks U18-landshold. Mads Zaar måtte melde afbud med en skade, men Andreas Lausen, Patrick Tjørnelund, Marcus Hansen og Tobias Stagaard var alle i Schweiz og spille to kampe. For Hansen og Stagaard var der tale om landsholdsdebut, og de udmærkede sig med spilletid i begge kampe, som sluttede henholdsvis 2-2 og 1-1. Lausen fik spilletid i begge kampe, mens Tjørnelund leverede 85 solide minutter i den anden kamp.
For det danske U19-landshold spillede Jonas Mortensen fuld tid, da holdet i Sligo mødte Irland to gange. Mortensen og Danmark vandt med 1-0 i det første opgør og 2-0 i det andet.
Joni Kauko og Pyry Soiri har begge repræsenteret det finske A-landshold i EM-kvalifikationen. Først blev det til et 1-4-nederlag til Bosnien i et opgør, hvor begge spillere var på banen. Efterfølgende vandt Finland med overbevisende 3-0 hjemme i Turku over Armenien i en kamp, hvor Kauko spillede alle 90 minutter og Soiri blev skiftet ind efter en times spil.
Finnerne er nu nummer to i Gruppe J og snublende tæt på at kvalificere sig til den første slutrunde nogensinde.
Også Noah Nurmi har repræsenteret Finland, idet han har været med U19-landsholdet, hvor det blev til to gange 90 minutter for den 18-årige forsvarsspiller. Holdet tabte 0-1 til Island og 0-3 til Sverige.
Foruden ovenstående var de tidligere EfB-spillere Peter Ankersen, Philip Billing, Jonas Knudsen og Martin Braithwaite med det danske A-landshold, der først slog Schweiz med 1-0 i Parken i EM-kvalifikationen, og efterfølgende besejrede Luxembourg 4-0 i en venskabskamp.