Emil Jørgensen forlænger med EfB og udlejes samtidig
Esbjerg fB har forlænget aftalen med Emil Jørgensen frem til 2027, og udlejer samtidig målmanden til Holstebro BK fra 3. division i den resterende del af sæsonen.
20-årige Emil Jørgensen har underskrevet en ny kontrakt med Esbjerg fB, der løber frem til sommeren 2027. Målmanden bliver i samme ombæring lejet ud i forårssæsonen til 3. divisionsklubben Holstebro BK for at få vigtig førsteholdserfaring samtidig med, han fortsat skal træne med i EfB.
Jørgensen kom til som U13-spiller fra Bramdrupdam GIF, og har tilbragt mange år i EfB’s akademi, inden han i 2024 opnåede førsteholdsdebut på udebane mod Fredericia fF i Oddset Pokalen.
Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen er glad for, at Jørgensen fortsætter karrieren på Gl. Vardevej, og er samtidig begejstret over hans mulighed for at få førsteholdserfaring på et godt niveau.
– Emil Jørgensen har nu været en del af førsteholdstruppen i halvandet års tid, og vi ser hver dag på træningsbanen, at han udvikler sig i den rigtige retning, så det er først og fremmest naturligt at fortsætte samarbejdet. Samtidig har Emil fået en rigtig god mulighed for at kombinere træning i EfB med træning og kampminutter for Holstebro i 3. division, og vi glæder os til at følge ham frem til sommer, hvor vi forventer udviklingen fortsættes i positiv retning, siger han.
For målmanden er der ligeledes glæde over aftalen:
– Jeg er glad for at forlænge min kontrakt, for EfB er et godt sted at være, og selvom jeg ikke er lokal, er det alligevel min klub. Det er her jeg gerne vil slå igennem, og det tror jeg på, jeg kan på et tidspunkt, og jeg føler, jeg bliver bedre hver dag, for jeg befinder mig i et godt miljø og med et stærkt målmandsteam. At jeg så i de næste måneder har fået en spændende mulighed for sideløbende med min træning i EfB at være i Holstebro og spille kampe der, er en udfordring, jeg glæder mig til. Alt i alt er jeg meget glad, og jeg ser frem til et spændende forår, siger Emil Jørgensen.