Førstehold

God præstation ikke nok i Brøndby

Esbjerg fB måtte søndag eftermiddag se sig besejret med 1-2 af Brøndby IF i 3F Superligaen i en kamp, hvor holdet med lidt mere medgang og tur i den kunne have fået point med hjem i bussen.

Esbjerg fB kunne ikke fortsætte rekord-stimen mod Brøndby IF og tage den sjette sejr på stribe, idet holdet søndag på udebane tabte med 1-2 i et opgør, hvor det ikke havde været ufortjent, hvis der var kommet vestjyske point med hjem til Esbjerg.
Opgøret på Brøndby Stadion startede roligt ud, hvor EfB klogt lod hjemmeholdet have en overvægt i boldbesiddelsen uden at det dog blev farligt.
EfB bed første gang fra sig efter knap 10 minutters spil, da et fint angreb med småspil i venstre-siden blev afsluttet med et godt indlæg af Jesper Lauridsen. Både Mohammed Dauda, Joni Kauko og Yuriy Yakovenko var med i boksen, men en Brøndby-forsvarer fik afværget i sidste øjeblik.
Fem minutter senere afsluttede Mathias Kristensen endnu et godt angreb. Med kløgt og tålmodighed spillede EfB’erne fint bolden rundt på Brøndby-banehalvdelen, inden Lasha Parunashvili fandt kantspilleren et par meter udenfor feltet, hvorfra han sparkede fladt mod fjerneste hjørne. Desværre gik bolden lige akkurat forbi opstanderen.
I det 20. spilleminut skabte Brøndby så deres første gode mulighed.
I holdets højre-side blev der sendt et tidligt indlæg ind i EfB-feltet, og her dukkede en gulklædt spiller op mellem venner og fjender og fik headet mod mål. Bolden gik dog langt forbi Jeppe Højbjergs ramme.
Brøndby fik efter muligheden i det hele taget etableret et større pres på EfB, og det gav pote efter 29 minutter.
Først fik Markus Halsti ikke ram på et indlæg, hvorfor bolden sprang ind på Rodolph Austin, der ikke kunne nå at reagere. Det gav en ripost ud midt i feltet, hvor en Brøndby-spiller hurtigt var over kuglen, og resolut hamrede den ind bag en chanceløs Højbjerg fra tæt hold.
Herefter fortsatte spillet ned mod EfB-målet, og blot seks minutter senere blev det også 2-0 til Brøndby.
Sløset opdækning på et indlæg ind i feltet betød, at en Brøndby-angriber kunne stige til vejrs og heade bolden ind over Højbjerg, der blot kunne se til.
I første halvlegs sidste minut var Yakovenko tæt at score fra tæt hold, da han kom først på et fint indlæg fra EfB’s højre kant. Uheldigvis for ukraineren hev Brøndbys målmand en god redning frem af ærmet, og forhindrede dermed reduceringen inden pausen.
Efter pausen forsøgte EfB med det samme at jagte en scoring, der ville kunne bringe spændingen tilbage i opgøret.
Flere gange lykkedes det da også holdet at sammensætte fine angreb fra især den venstre side, men når bolden kom i feltet løb det for ofte ud i sandet, og Brøndby-defensiven kunne afværge.
Med knap 20 minutter igen foretog cheftræner Lars Olsen den første indskiftning, da Pyry Soiri afløste Mathias Kristensen på kanten.
Finnen gik straks med i spillet og på den første aktion lykkedes det at få kæmpet sig til et hjørnespark.
Dette tog Lauridsen sig godt af, idet han sendte den ind i panden på Yakovenko, der med sin sjette scoring i seks kampe reducerede til 1-2.
Brøndby var i denne periode trykket helt tilbage i banen takket være en god præstation fra EfB.
I de døende minutter blev alle sejl sat ind på en udligning, men trods en fremskydning af Austin fra bagerste til forreste geled, så lykkedes det ikke at få puttet bolden ind over stregen igen, og kampen blev derfor tabt med 1-2.
Næste opgave i Superligaen er på udebane mod Silkeborg IF.


Resultat:
Brøndby IF – Esbjerg fB 2-1 (2-0)
Målscorere:
29′ 1-0 Samuel Mraz
35′ 2-0 Samuel Mraz
75′ 2-1 Yuriy Yakovenko
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
8. Rodolph Austin
5. Markus Halsti
14. Jesper Lauridsen
26. Mathias Kristensen
6. Lasha Parunashvili
38. Jacob Lungi Sørensen
7. Joni Kauko
10. Mohammed Dauda
23. Yuriy Yakovenko
Indskiftninger:
72′ Pyry Soiri (Mathias Kristensen)
78′ Adrian Petre (Mohammed Dauda)
85′ Jeppe Brinch (Markus Halsti)
Tilskuertal:
12.392

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo