Hård skæbne efter sen AGF-scoring
Esbjerg fB måtte søndag eftermiddag se sig slået 1-2 i 3F Superliga-kampen mod AGF på Blue Water Arena. Indskiftede Patrick Egelund udlignede kort før tid på en flot flugter, men AGF scorede sejrsmålet dybt inde i overtiden.
Det lykkedes ikke Esbjerg fB at tage den anden sejr i træk i 3F Superligaen, idet holdet hjemme på Blue Water Arena tabte 1-2 til AGF. Patrick Egelund scorede sit første mål for EfB, da han udlignede kort før tid, men i overtiden slog AGF til og sparkede læderet ind bag Jeppe Højbjerg.
Kampen startede med et solidt EfB-overtag og mange fine kombinationer på AGF’s banehalvdel.
Og allerede efter godt fem minutter var der optræk til en tidlig scoring.
Joni Kauko erobrede bolden midt på banen, og satte stormløb mod udeholdets mål. Mohammed Dauda kom spurtende med frem i et godt løb, men Kaukos aflevering til ham blev lige akkurat blokeret, og muligheden udeblev.
I stedet kunne AGF så juble over opgørets første scoring få spilsekvenser senere.
Gæsterne udnyttede nemlig i det niende spilleminut, at holdet for første gang var over midterlinjen til at score. Et langt indlæg blev sendt ind i feltet, og efterfølgende headet videre til en helt fri aarhusianer, der fra total-fri position let kunne sparke bolden ind bag en chanceløs Jeppe Højbjerg.
EfB lod sig dog ikke slå ud af chok-starten, og fortsatte således med at spille frem ad banen.
Efter et kvarter var Dauda da også kun en stor redning fra AGF-målmanden fra at udligne. Angriberen blev fikst sendt i dybden, hvor han fra sin position i feltet skar ind foran en forsvarer, og kom til afslutning.
Hårdt presset sparkede han fladt mod det lange hjørne fra kanten af det lille felt, men en fin fodparade kom altså i vejen.
Med et AGF-hold langt tilbage på egen banehalvdel fik EfB lov at sammensætte.
Mathias Kristensen fik efter knap en halv time en fin skudmulighed fra kanten af feltet efter godt forarbejde af Lasha Parunashvili. Kristensens præcision udeblev dog, og bolden gik langt over mål.
Fem minutter senere fik Kristensen atter afsluttet. Denne gang tæmmede han flot en nedfaldsbold efter hjørnespark, hvorefter der resolut blev sparket fladt, men endnu engang måtte EfB’erne se sig stoppet af en stor redning.
Kampbilledet fra de første 45 minutter med et offensivt EfB-hold og et defensivt orienteret AGF-mandskab udlignede sig fra anden halvlegs start.
Gæsterne kom nu pludselig længere frem på banen, og efter 53 minutter hev Højbjerg en flot parade op på stregen efter en god afslutning.
Fem minutter senere var en misforståelse i EfB-forsvaret forårsaget af Jesper Lauridsen tæt på at koste en 0-2-scoring imod. Backens tilbagelægning til Højbjerg manglede fart, og det udnyttede en AGF’er til at opsnappe bolden og runde Højbjerg i målet, som dog kom flot tilbage og fik pareret ud til hjørnespark.
Med en halv times tid tilbage valgte cheftræner Lars Olsen at sætte Pyry Soiri på banen i håb om at bringe noget nyt energi via kanten.
Finnen og de øvrige EfB’ere lykkedes med at skabe et godt pres på AGF-feltet i kampens sidste periode.
Over begge kanter blev der således etableret fine angreb med indlæg, som dog blev afværget alle sammen.
19-årige Patrick Egelund blev skiftet ind med omkring 10 minutter tilbage, og han skulle vise sig at få en hovedrolle.
Med godt fem minutter igen lykkedes det nemlig den unge kantspiller at score sit første mål for EfB, da han resolut hamrede en returbold i nettet fra kanten af feltet til stor jubel for hovedparten af de 4.608 tilskuere på Blue Water Arena.
Trods et ihærdigt forsøg fra EfB’s side på at tage alle tre point mod slutfasen, tippede sejren den modsatte vej.
Dybt inde i overtiden stod Mustafa Amini på kanten af feltet, hvorfra han sparkede en returbold fladt i mål med høj fart og uden chance for Jeppe Højbjerg.
Sekunder senere fløjtede dommer Jakob Sundberg for sidste gang i dag, og EfB led således en hård skæbne med et nederlag på 1-2 mod AGF.
Næste opgave i Superligaen på udebane mod SønderjyskE søndag d. 8. december.
Resultat:
Esbjerg fB – AGF 1-2 (0-1)
Målscorere:
9′ 0-1 Mustapha Bundu
83′ 1-1 Patrick Egelund
90’+3 1-2 Mustafa Amini
Startopstilling:
16. Jeppe Højbjerg
40. Daniel Anyembe
8. Rodolph Austin
25. Jeppe Brinch
14. Jesper Lauridsen
26. Mathias Kristensen
6. Lasha Parunashvili
38. Jacob Lungi Sørensen
7. Joni Kauko
10. Mohammed Dauda
23. Yuriy Yakovenko
Indskiftninger:
62′ Pyry Soiri (Mathias Kristensen)
78′ Patrick Egelund (Lasha Parunashvili)
Tilskuertal:
4.608