Kitchen Joy opgraderer hovedsponsorat med EfB eSport
EfB eSport præsenterede i starten af året Kitchen Joy som hovedsponsor, og det samarbejde forøges nu i den igangværende sæson. Virksomheden, der er producent af den populære færdigret Thai Cube, vil få en central placering på holdets trøjer.
Inden sæson 4 af eSuperligaen blev skudt i gang tilbage i marts indgik EfB eSport og Kitchen Joy en aftale om et hovedsponsorat.
Virksomheden, der producerer færdigretter og særligt er kendt for den populære Thai Cube, har nu valgt at bygge ovenpå den eksisterende aftale.
Marketingansvarlig Helena Sloth forklarer:
– Vi er meget glade for vores samarbejde med EfB eSport, og mener, at Thai Cube er det perfekte måltid, når man spiller eSport. Det er en færdigret, der er nem og hurtigt at tilberede, man kan spise foran computeren og direkte fra æsken. Det har holdet bag EfB eSport vist flere gange på YouTube, Twitch og Instagram, og netop det har stor værdi for os. Vi er derfor glade for at udvide samarbejdet.
Manager hos EfB eSport, Daniel Lauridsen, er glad for det udvidede samarbejde.
– Da Kitchen Joy tidligere på året blev hovedsponsor, var vi både glade og stolte, og det er vi fortsat. Vi har et fantastisk samarbejde og en god tovejskommunikation omkring, hvordan vi aktiverer sponsoratet på bedst mulig vis, og vi ser frem til at videreudvikle partnerskabet, siger han.
Kitchen Joy vil fremover figurere på centralt på fronten af spillertrøjerne.