Akademi

Kontrakt til stærk U17-forsvarer

Esbjerg fB har skrevet en kontrakt med den 17-årige forsvarsspiller Emel Omerovic, der har sat sin underskrift på en aftale frem til 2025.

17-årige Emel Omerovic har netop underskrevet sin første fodboldkontrakt, og kan nu kalde sig Esbjerg fB-forvarer frem til foreløbigt sommeren 2025.

Omerovic, der altid har spillet i EfB, er en højrebenet forsvarsspiller, der har sin force centralt.

Anders Brynaa, talentchef i EfB, fremhæver Omerovic’ evner til at forsvare og hans tilgang i dagligdagen:

– Emel Omerovic er en rigtig stærk forsvarsspiller, der virkelig sætter en ære i at forsvare vores målfelt. På trods af Emel på papiret er U17-spiller, så er han en vigtig, defensiv brik i bagkæden på vores hold i U19 Ligaen. Det vidner først og fremmest om kvalitet men også om en stærk mentalitet, for han agerer meget professionelt i sin hverdag, og stræber hele tiden efter at forbedre sig på alle felter. Vi glæder os rigtig meget over at have lavet en aftale og til at følge Emels udvikling i de kommende sæsoner.

For hovedpersonen er det et stort skridt i fodboldkarrieren at skrive under med EfB, og han drømmer om en dag at tørne ud på Blue Water Arena:

– Det er en stor dag for mig, og jeg er meget glad og stolt. Jeg har store ambitioner med fodbolden, og jeg vil bruge den her kontrakt til at arbejde mig til endnu en, for jeg vil ind på stadion og spille for førsteholdet en dag. For at nå det mål kræver det et godt miljø i hverdagen, og det får jeg i EfB, så jeg ser meget frem til de kommende år.

Ved siden af fodbolden er Emel Omerovic i gang med HHX-uddannelsen på Rybners Gymnasium.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo