
Lars Lungi Sørensen takker af i EfB: Fortsætter trænerkarrieren i Portugal
Erfarne Lars Lungi Sørensen stopper i Esbjerg fB’s akademi, idet han har takket ja til et assistenttrænerjob hos CD Mafra i Portugal.
Esbjerg fB siger nu farvel til en markant skikkelse i form af Lars Lungi Sørensen, der forlader Gl. Vardevej og sin rolle som metodik-ansvarlig på akademiet for at give sig i kast med en ny udfordring hos portugisiske CD Mafra, hvor han skal være assistenttræner.
Siden sommer, hvor Lungi valgte at stoppe som cheftræner for førsteholdet, har han sammen med det øvrige team på akademiet ydet en stor indsats i arbejdet med at styrke sammenhængskraften i spillestilen på ungdomsholdene.
Talentchef Anders Brynaa fortæller:
– Lars Lungi Sørensen har nærmest tilbragt en menneskealder i EfB i mange forskellige roller, og jeg tør godt sige på alles vegne, at det har været en fornøjelse først og fremmest at have haft ham som kollega, så vi kommer til at savne Lungi i vores hverdag, men håber at se ham som gæst på Blue Water Arena i fremtiden, når kalenderen passer.
– Når det så er sagt, så glæder vi os over, at Lungi har fået en spændende mulighed hos Mafra i Portugal og, at vi som klub står et godt sted og har taget nogle fine skridt på akademi-niveau de seneste måneder. Det har han en stor aktie i, og vi glæder os til at bygge videre på det i foråret.
– Vi evaluerer løbende på vores indsatser, og nu hvor Lungi tager videre, og vinterpausen er indtruffet, kommer vi blandt andet til at kigge på, hvordan vi organiserer os fremadrettet, så vores overordnende plan og strategi fortsætter.
For Lars Lungi Sørensen er der taknemmelighed at spore over de mange år i EfB.
– Jeg har været glad og taknemmelig for min tid i EfB, og også været rigtig glad for min sidste tid på akademiet, som er et godt sted. Men da jeg fik muligheden for at komme til Mafra, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte tage imod den, og jeg glæder mig selvfølgelig til de nye udfordringer, fortæller han.
- 


