Martin Egelund strålede i U19-sejr
EfB’s talenter vandt 3-1, da Lyngby BK gæstede Esbjerg Kunstgræsbane. Martin Egelund scorede alle tre for EfB og var kampens bedste.
Første halvleg startede fint for hjemmeholdet, der kontrollerede kampen og sad mest på bolden. Det blev dog sjældent farligt i den offensive del for EfB, der havde svært ved at skabe de afgørende chancer. Det blev der så ændret på efter en halv times spil, da Thor Kristiansen slog en bold mod Jeppe Paulsen. Her vristede Paulsen sig fri, inden han fandt Martin Egelund der sendte bolden i kassen til 1-0.
Kampbilledet fortsatte herefter, men kort før halvleg satte Lyngby gang i en omstilling og fik faktisk scoret. Men da bolden havde været ude over baglinjen inden scoringen, blev målet korrekt annulleret og derfor kunne de to mandskaber gå til pause ved stillingen 1-0.
Anden halvleg startede ud på bedste vis, da der ikke skulle gå lang tid før EfB fordoblede deres målscoring. Igen var det den stærke defensiv-spiller, Thor Kristiansen, der vandt bolden og drev den frem af banen. Herefter fandt han Martin Egelund i venstre side, der flot driblede forbi Lyngby-forsvaret og sparkede bolden i mål. Dobbelt målscorer og 2-0 til EfB.
Efter scoringen kom Lyngby mere med i kampen, hvilket også skulle resultere i en reducering fra gæsternes side. Lyngby slog et hjørnespark der blev headet tilbage omkring mål, hvor Christoffer Saietz uden problemer kunne prikke bolden i netmaskerne.
Lars Vind tog herefter et par indskiftninger i brug, der tilførte holdet mere løbevillighed og power. Dette gav et boost til EfB, og var med til at vende udfaldet til hjemmeholdets fordel. Rasmus Rejnhold kunne have lukket og slukket, da han kom igennem og var i en god position alene med målmanden, men skarpheden manglede desværre i øjeblikket. I stedet kunne Martin Egelund kort før tid score sit tredje mål i kampen og gjorde det dermed til 3-1 for EfB, hvilket også blev kampens resultat.
– Vi har ikke vundet i ligaen siden sejren over FC Nordsjælland tilbage i december, så det var bestemt tiltrængt for os. Vi havde kontrollen i store dele af kampen, men vi manglede måske at skabe flere chancer. Det er selvfølgelig altid rart at få tre point, for det er derfor vi arbejder hårdt til træning. Vi er glade for sejren, fortæller U19-cheftræneren, Lars Vind.
U19 spiller igen lørdag den 14. april klokken 13.00. Her venter topholdet FC Midtjylland på Ikast Stadion.
Resultat: EfB – Lyngby BK 3-1 (1-0)
Målscorere:
1-0 Martin Egelund
2-0 Martin Egelund
2-1 Christoffer Saietz
3-1 Martin Egelund
Startopstillingen:
16. Mads Kikkenborg
4. Thor Kristiansen
5. Jeppe Schultz
10. Martin Egelund
11. Mathias Holm
12. Jeppe Paulsen
13. Mikkel Søndergaard
15. Mikkel Nielsen
18. Mirza Husic
19. Emil Ankersen
21. Oliver Nielsen
Indskiftninger:
Patrick Egelund
David Easter
Rasmus Rejnhold